78
Skyggen beklagede min Vankundighed. Jeg beløe Skyggen i mit Hierte. Yak¬
værdigste Skabning! sagde Skyggen: Du er i Tiden, du bruger den; og dog kien¬
der du den ikke? denne Tempel hører Tiden til, og det er Gudinden selv, du der
feer at sidde paa Thronen.
Ved denne Underretning faldt der ligesom Skiel fra mine Øyne. Jeg besaae
denne Tempel under Skyggens Ledsagning, og jeg befandt, at den var opbygt af
saadanne Ting, som fortære sig selv. Templen var deelt i 3de ulige Afdeelinger.
Den første kaldte min ledsagende Skygge Før, og den anden, hvorudi Gudindens
Throne var, kaldte den Nu. Jeg spurgte om den tredie Afdeelings Navn. Den
kaldes Fremdeles, svarede Skyggen; men hverken du eller jeg, ja end ikke Gudin¬
den Selv, kan oversee dens Storhed og Længde. Denne tredie Afdeeling var over¬
maade mørk, endskiønt her brændte utallige Fakler, men deres dunkle Brand for¬
vendte alting til Taage. Jeg nærmede mig, efter Skyggens Anmodning, til Gud¬
indens Throne. Over Thronen hængte en svævende Himmel, hvilken Skyggen kaldte
Ubestandighed. Jeg betragtede Gudinden. Jeg havde forestilt mig hende som
en ældgammel Dame. Men hun saae saa ung og glat ud som en 15 Aars Jomfrue.
Hun havde 2de Vinger, og udi hende høyre Haand holdte hun et Sværd. Snart
saae hun suurt, snart mildt. Ære og Vanære, Velstand og Veestand, Ophøyelse
og Undertrykkelse, Fred og Krig, Liv og Død vare Gudindens afvexlende Forly¬
stelser. Omkring hendes Throne blussede Aar, Maaneder, Uger, Dage, Timet,
og andre mindre Stunder saa hastig som et Stierne=Skud.
Jeg bad min ledsagende Skygge, vilde sige mig sit Navn. Man kalder mig,
svarede den, Viisdom; men jeg tilligemed mine Sødskende, som du her seer ved
Gudindens Throne, ere kun Skygger af de rette Legemer, der opholde sig i Evighe¬
dens Tempel, som grændser nest op til denne. I det samme saae jeg med Forskræk¬
kelse et Fruentimmer at fare omkring i Templen som en Lynild. Alting maatte
vige for denne ødeleggende Furie. Gudindens Throne med al sin Glands blev ikke
engang skaanet. Ret som jeg saae et Liv, saa havde det og Ende. Denne Furie bar
lige saa liden Undseelse for Scepteret som for Betler=Staven. Jeg ventede en almin¬
delig Ødeleggelse; men til min store Trøst ophørte denne rasende Furie med hendes
Grumhed og forsvandt. Denne vak Gudinden Forkrænkelighed, sagde Skyggen,
som er denne Tempels Over=Herskerinde. For saadanne hendes sørgelige Indtog vide
vi os her ingen Tid sikkre.
Derefter hørte jeg, Gudinden Tiden at uddeele Ordre, hvorledes at alle Ting
udi hendes Tempel skulde skifte Plads og byttes om, til Glæde for nogle, og til
Bedrøvelse for andre. Alting kom da i en foranderlig, ja end og forvendt Bevæ¬
vægelse. En Slægt maatte vige for en anden. Et Rige for det andet. Løgn og
Sandhed, Falskhed og Ærlighed, Gudsfrygt og Hyklerie, Retfærdighed og Uret¬
særdighed, Viisdom og Daarlighed blev ved denne Tummel saa forviklede med hin¬
anden, at man ey kunde skille det ene Partie fra det andet. Lykkens Smigeen og
Falskhed, Menneske Tillid og Frygt, Ukydskheds Galanterier, Ægteskabs Pagters
