84
ulige Aar; men vore almindelige Pligter i Tiden ere lige. Vel den, der bruger
sin Tid rettelig! Vi leve i Tiden ikke for at leve os selv allene, men Skaberen til
Ære, og vore Medborgere til Nytte og Opbyggelse. Fortørnes derfore ikke over
mig, J som jeg ved mine udkomne Blade, har givet mig den Frihed at erindre om
Eders Leve=Pligter imod Eder selv og Eders Medborgere! En velmeenende Nidkier¬
hed for det almindelige Væsens Tarv har ført min Pen. Ak! at de, der udi saa
vigtig en Sag have klarere Øyne og en større Jndsigt, end jeg, enten selv vilde
bruge deres Pen, eller og meddeele mig deres Tanker!
Dyden zirer, men Laster vanzire et Folk; og naar disse sidste blive almindelige,
føre de svare Domme over et Land. Jndbyrdes Kierlighed og Enighed bestyrker et
Rige; men Egennytte og Partiskhed svækker det mægtigste. Vort Fæderneland er
vore samtlige Moder, og vi, saa mange som ere avlede i dets Skiød, ere dens
Børn. Men hvo iblandt os skulde vel ville have Ord for, at vilde denne sin Mo¬
der ilde? og hvo skulde vel kunde vilde Hende vel, naar han allene lever sig selv?
fortørnes da ikke, beder jeg, over en velmeenende Pen! Egenkierlighed er en alt for
partisk og egennyttig Raadgivere og Veyviser, at vi kan følge dens Anførsel. Den
trækker en blindende Hinde over vore Øyne, at vi ey kan betragte og kiende os selv.
Vi behøve derfore jævnligen Erindringer. Men Vee os, naar vi forhærdes derved!
Paa Vores milde og kierlige Landsens Faders Vegne kræver jeg dette
som en Pligt og Skyldighed, at J med mig og jeg med Eder, ved det gamle Aars
Udgang, hengive os selv vort Fædreneland til en velvillig Nye=Aars Gave. Han,
Vores Fredrige FRIDERICH, tænker i vore uskatteerlige Freds Dage saa
bekymringsfuld, saa aarvaagen, saa viiselig, saa bestandig paa vores fælles og
almindelige Nytte. Men ævig Skam, ævig Ansvar for os; om vi ikke alle som een
Mand, hver efter sine Kræfter, legge vore Skuldre under Hans svare Byrder; om
vi ikke lade det almindelige Væsens Nytte have Fortrinnet for vores Egen; om vi
ikke i Handel og Vandel, i Embeder, i Forslag, i Raad stræbe af alle Kræfter at
befordre de Midler, der føre til det Maal, til hvilket Hans allerpriisværdigste Øye¬
meed sigter.
Nu, jeg haaber det Beste. Jeg beder; Jeg ønsker. Lader mig, kiere Med¬
borgere, ey bede og ønske forgieves, naar jeg tilbeder og ønsker Eder alle et velsig¬
net og fredeligt tilstundende Nyt=Aar! Jeg takker i det øvrige mine Læsere for
dette gamle Aar, og paa det ydmygste og ærbødigste anbefaler mig selv og mine ringe
Blade, Eders Bevaagenhed i det tilstundende; hvorimod jeg stedse forbliver
Eders:
Velpeenende
Drømmere.
lmprimatur, C. HORREBOW.
