86
og høre paa dette Ubehagelige, og vae sindet at bede min Ven føre mig ud igien;
men den Døde standsede i det samme i sin Uroelighed, og i det han blev mig vaer,
spurgte han: Ved hvad for et Slags Mord er J bleven saa tilig forflyttet her til
de Dødes Rige? dog hvad seer jeg? sagde han i det samme; Jeres Klæbedragt skulde
snart føre mig paa de Tanker, at J endnu er en Borgere i de Levendes Rige, og
hvis saa er, raader jeg Jer, at J ikke formedelst en og, anden paakommende Upas¬
selighed, saa blindt hen betroer Jeres Liv i deres Hænder, der udi de Levendes
Rige give sig ud for Helbred=Magere, ja Døds=Fordrivere, da dog en stor Deel af
dem, deels formedelst Vankundighed og Uforfarenhed, og deels formedelst Uforsig¬
tighed og Skiødesløshed forflytter saa mangen en nyttig og umistelig Lem i det men¬
neskelige Selskab for Tiden til de Dødes Rige, eller i det mindste skiller dem ved
deres forrige Helbred. Dog vil jeg langt fra ikke heermed indprænte Jer en slet
Tanke om alle dem, der kalde sig Æsculapii Sønner; thi der ere og de iblandt dem,
der ey allene have den fornødne Kundskab og Forfarenhed, men som og derhos ere
reedelige og have Samvittighed. Jeg taler allene her om det Slags Læger, der,
om de end forstaae noget og ere legitime promoverede Doctores i Medicinen eller
Lægekunsten, fortiene ikke Navn af Læger, men burde rettere kaldes Qvaksalvere og
Markskrigere, saasom de giøre meest Haandverk af at skryde og prale af de vanske¬
lige Curer, de have gjort, og for Resten forqvakler saa mangen en Patient, hvis
Sygdom under en forstandig og reedelig Læges Haand kunde med mindre Tid og
Omkostninger blive cureret.
Jeg har selv, imedens jeg var i de Levendes Rige, baaret Navn af en Læge;
og J maa vide, at jeg i min Tid ikke passerede for en af de mindste Mirakel-Mage¬
re. Nogle Slumpe=Curer havde bragt mig i Udraab, og jeg kunde siden den Tid
begaae Forseelse paa Forseelse, uden at Skylden for et slet Udfald blev mig tillagt.
Naar ikke enten en Boerhave, eller en Sthal, eller en Junker, eller nogen anden
af de ældre og yngrere Medicinske Assistenter stode ved Siden af mig, var min Theo¬
rie kuns maadelig; men hvis en idelig Omløben eller Kiøren til Patienter, samt
uendelige Recepters Opsettelse eller udcopiering kan kaldes en Praxis, havde jeg den
saa stærk som den bædste i min Tid. Naar Hukommelsen, som ey sielden skeede,
slog mig feyl, kom det mig ikke saa nøye an paa at skrive Qvid pro Qvo udi mine
Recepter. Jeg forstod mig som oftest ikke paa den Sygdom, jeg skulde curere, ikke
heller vidste jeg af Statu Epidemico hvordan den skulde sluttes og kiendes. Havde
jeg endda udi deslige tvivlraadige Tilfælde forstaaet at ordinere saadanne Medica¬
menter, der hverken kunde skade eller gavne, havde jeg været mindre Lastværdig.
Men efter egen Phantesie foreskrev jeg Medicamenter i Fleng, og skeede det, at
Naturen paa en eller anden Maade hialp sig selv, var jeg taabelig nok, til at bilde
mig selv ind, at mine ordinerede Medicamenter havde virket Forandringen, da jeg
og siden udi deslige forekommende Tilfælde practicerede bona fide den samme blinde
Cuur hos andre Patienter. Et Liig meer eller mindre om Ugen giorde, i mine
Tanker, intet til menneskelige Kiøns Formindskelse; dog var jeg, af sine Aarsager,
derhos saa betænksom, at jeg giorde de uvisseste Prøver paa gemeene eller uformu¬
ende Legemer.
