Drømmeren.
Num. 22.
Løverdagen, den 12 Januarii 1760.
Hr. V.
M¬
in Ven Religiosus beretter mig, at Min Herre skal være hiertelig fortrydelig
over, at jeg endnu ikke har vildet give Dem Deel udi min drømmerske
Fortroelighed. Ermeldte Ven sætter mig og til rette herfor paa Min Her¬
res Vegne, da han formeener, at iblandt alle Dagdrømmere neppe nogen kunde med
større Ret fortiene det første Stæd, end Min Herre; og det saa meget desmeere,
som han meener, jeg burde vide, at Min Herre formaaer meget hos en stor Deel
andre Dagdrømmere. Jeg tilstaaer, Min Herre! at Deres Fortrydelse har Grund;
men jeg haaber, De undskylder min Forseelse, naar jeg siger Dem, at mine Opvart¬
ninger hos de Herrer Dag=Drømmere have deres Orden og Rang af min Drømme¬
Lykke, den jeg allene henger af; da Min Herre vel og selv begriber, at det ikke har
sig saaleded med mit Natte=Drømmerie som med Deres Dag=Drømmetie, at jeg kan
drømme naar og hvad jeg vil. Nu har endelig den gode Drømme=Lykke føyet det
saa, at jeg kan have den Ære at opvarte Min Herre med en Drøm, den jeg udbe¬
der Min Herres Udtydning paa.
Jeg drømte nestafvigte Nat, at jeg udi de Dødes Rige var kommen i Sam¬
tale med en Person, som jeg havde kiendt i hans Levende Live= Min afdøde Ven,
der havde bragt mig ind til ham, bad mig i forveyen, at tale denne Døde først til,
saasom han stedse, sagde han, ligger henrykt i dybe Tanker, og ikke engang mærker,
naar nogen kommer ind til ham. Jeg befandt og, at det havde sig saaledes, som
min Ven havde sagt. Vi hilsede ham. Han svarede ikke. Jeg trøkkede mig ved
at tale ham til, saasom jeg ikke vidste, hvad jeg skulde begynde at tale om. J de
Dødes Rige kan ingen, uden at blive beleet, begynde sin Tale af Veyrets Beskaf¬
