90
fenhed; langt mindre understaaer nogen sig der at bringe omløbende nye Tidender
paa Bane, førend han er fuldkommen underrettet om deres Rigtighed. Til al god
Lykke begyndte den Døde imod al Formodning og Sædvane at tale først. Hvorledes,
spurgte han, forholder mine Brødre Contumeliosus og Blasphemus sig i de Leven¬
des Rige? Jeg svarede: De befinde sig ret vel, og trives ret godt. Jeg spøger ey,
sagde den Døde, hvordan de befinde sig, men hvordan deres Forhold er udi de Le¬
vendes Rige. Dog, sagde han i det samme, hvad vil jeg spørge derom? Jeg kan
af mig selv alt for vel vide, at de ere de samme Afskum, som de vare i min Leve¬
Tid, og som jeg selv forblev, indtil min Forflyttelse her til de Dødes Rige.
J har kiendt mig, sagde han videre. J skyede mit Selskab, efterat J ad¬
skillige Gange havde søgt at overbevise mig om min forvendte og farlige Jrreligions
Principia. Jeg ansaae Jer den Tid for en Pedant, ja for et blindt, dumt og
eenfoldigt Menneske; men jeg indseer nu først, at jeg iblandt alle blinde var selv
den blindeste, og beklager, skiønt nu for silde, at jeg ikke hørte Jeres velmeente
Bebreydelser. O fordærvelige Opfostrings Maade! O fordømmelige nye Leve Kunst!
Man opklækkes i Kierlighed; man opvoxer i Selvraadighed; man anføres i Forfæn¬
gelighed; man fremdrager sit Liv i Vellystighed; man lever som man vil, og man
døer som man kan.
Jeg var, som J selv veed, opdragen efter den høyeste Smag i min Tids Le¬
ve Kunst. Jeg blev oplært i alle galante Videnskaber. Man gav mig og en Under¬
viisning udi min Christendom, som man kaldte det, men uden al Anviisning til
dens Øvelse. Udi mine Forældres Huus saae jeg intet andet, end Letsindigheds,
Forfængeligheds og Vellystigheds Øvelser. Jeg indtrak de samme, og jeg tænkte,
det skulde saa være. Der jeg havde faaet en Kaarde ved Siden, øvede jeg al Slags
Vellystighed uden for mine Forældres Huus; og ligesom jeg efter den ved Øpdragel¬
sen mig indpræntede høye Smag, destingverede mig fra den almindelige Hob ved en
alamodisk og frie Levemaade; saa syntes mig og, at jeg burde have en høyere Smag
i min Religion end den almindelige. Jeg tænkte: Skulde vel saa vittig en Person,
som du er, der besidder saa fiin en Fornuft, (den sunde ansaae jeg for en ubrugelig
dito) og saa kløgtig en Hierne giøre dig saadanne dumme Begreber om et Menneskes
ind= og udvortes Leve=Pligter, som den almindelige Hob? J veed hvor vanskabte
mine Tanker om Forfatningen i Naturen og Naaden vare. Jeg blues ved at erin¬
dre Jer derom, langt meere blues jeg ved at igientage saa forargerlige Ting.
Grunden til denne min cavaillerske Jrreligion blev lagt ved Omgiengelse med
nogle bereyste Petits Maitres. Deres Spotterier, deres kløgtige Tænkemaade,
deres diverterende, skiønt blasphemiske Jndfald og Anmærkninger kildrede min Letsin¬
dighed, og min fine Fornuft biefaldte alt, hvad de sagde. Disse Ugudeligheds Lærere
fandt derfore alletider en flittig og lærvillig Collegiant i mig, og jeg blev inden en
kort Tid saa klarseende, at jeg ansaae alt det, der kunde legge Tømme og Bidsel
paa Menneskets vilde Natur, for et Paafund, til at kunde bringe vort Liv i et be¬
standig Slaverie. Men Vee mig, jeg ureene Tænkere! at jeg ikke beholdte mine
