91
forgiftende Tanker hos mig selv; mit Ansvar havde da nu været desmindre. Men
hvorledes skulde jeg vel været bleven bekiendt for en Person af høy Smag og en kløg¬
tig Hierne, hvis jeg ikke udi alle Selskaber havde udladt mig med mine Tanker?
hvis jeg ikke som en Harleqvin eller Ordgydere havde søgt at divertere andre med mine
kaadmundede, dumme, og naragtige Jndfald? jeg fandt og (desverre) alt for mange
villige Øren; og jo opmærksommere de vare; jo større Fornøyelse jeg mærkede, de
fandt i mine Spotterske Jndfald, je meere flydende blev og min ureene Tænke=Geist.
Jgiennem dette mit falske Tanke=Perspectiv kigede jeg lige saa ret og klogt til
i Staten som i Kirken. Dog torde jeg ikke, uden under fire Øyne, udlade mig
med mine ufrie Tanker; men fik dog mine u=patriotiske Principia saa uformærkt
udstrøede; og jeg ønsker nu, at de samme ikke skal have fæstet Rødder hos alt for
mange.
Hvordan mit Levnet og Forhold udi de Levendes Rige har været, behøver jeg
vel ikke at sige Jer; i det mindste veed J, at saa meget, som Jer deraf var bekiendt,
duede ikke ret meget. Jeg erindrer mig vel, at mine Brødre den Tid snakkede en
heel Hoben om en udvortes Dydighed, endskiønt det, de kaldte Dyder, vare virkeli¬
ge Laster; og hvad mig selv var angaaende, da erfarede jeg ikke, at min Cavaillerske
Jrreligion gav mig nogen Kraft eller Anviisning til et dydigt Levnet; dog vil jeg ikke
sige, at mit slette Forhold var en Virkning af mine forvendte Principia, da disse
snarere havde deres Grund i min Letsindighed og tilvante frie Levemaade; ligesom
det og var mig derom at giøre, at jeg kunde være uden al Religion, paa det jeg efter
egen Tilbøyelighed kunde leve des friere; og altsaa var min Jrreligion indrettet efter
mit frie Levnet, men mit Levnet ingenlunde efter nogen Religion, saasom jeg ingen
havde eller vilde have; da det ikke var min Sag, at bryde mit Hoved med noget vis
Religions Systema, men alleene efter egen Phantasie at raisonnere om Religions
Sager, som om andet ligegyldigt; ja jeg talede end og ofte udi min Vankundighed,
tvertimod mine egne Principia; men det gik lige fort; jeg lod Munden løbe, lige¬
som min flygtende og forvirrende Hierne gav mig Jndfald til, deels for at lade min
Vittighed og Kløgtighed høre; og deels at jeg ved mine Spotterier kunde giøre mit
slette Forhold des behageligere i alle letsindedes Øyne. Jntet var mig derfore væm¬
meligere, end at see nogen af mine Ligemænd, hvis Vittighed og Forstand dog langt
overgik min, at føre et tvungen og stille Levnet. Men jeg forglemte ikke heller, ved
alle Leyligheder at indprænte dem mine Jrreligions Principia, og jeg var (desverre)
herudi en alt for lykkelig Menneske=Fiskere.
J mit Vaaben, hvorudi Skildtet var en Spindelvev, førte jeg en Muld¬
Varpe og en Flagremuus, som et Sindbillede paa min besynderlige Klarseenhed og
Stadighed. Mit Symbolum var dette Ede, bibe, lude, post mortem nulla
Voluptas: æd, drik og giør dig glad; thi efter Døden ophører al Vellystighed.
Dem, der gave sig under min Fahne, gav jeg Friehed at leve efter eget Behag, og
udi al deres Adfærd at sette Fornuft og Samvittighed til Side. Flygtighed, Uor¬
dentlighed og Ustadighed skulde være deres Feldt=Tegn, og deres daglige Excrcitier
skulde være at drive Spot med - - - jeg blues ved at nævne det.
