Drømmeren.
Num. 25.
Løverdagen, den 22 Martii 1760.
Hr. Z & Compagnie.
M¬
in frievillige Glemsomhed, den Mine Herrer i disse Uskiønsomheds Tider
maa holde mig til gode, kunde snart have gjort mig utaknemmelig for Eders
beviiste Fornøyelse ved min seeneste Nærværelse udi Eders Bye, hvis jeg
ikke ved en besynderlig Drøm, (thi J maa vide, at jeg er Drømmeren) var bleven
erindret om min Skyldighed, og det saa meget des meere, saasom Eders Personer
og Adfærd, blev mig forgangen Nat under min Søvn saa livagtig forestillet, som
at jeg den Tid havde den Ære at see og kiende Eder.
Jeg drømte, at min afdøde Ven havde ført mig ind udi en Bye ud i de Dø¬
des Rige, af hvis Storhed og anseelige Bygninger, jeg blev aldeeles indtagen.
Min Ven, som ellers i en lang Tid har været meget taus og slet til Mode, fore¬
fandt jeg denne Gang heel snaksom og munter. Denne Bye, sagde han, staaer
Jer uden Tvivl meget vel an, siden J viser Jer saa særdeeles opmærksom ved dens
Betragtning. Men har J og givet Jer Tid at see ret paa de Forbiegaaende af dens
Jndvaanere. Min sædvanlige Nysgierrighed befalede mig strax at vende mine Øyne
fra Bygningerne paa de Forbiegaaende; men Himmel! hvor forskrækket blev jeg, da
mine Øyne faldt just i det samme paa nogle Personer, der udi Høyde og Førlighed
overgik de for os udi Krønnikerne beskrevne gamle Kiemper. Mig syntes at Luften
susede og Jorden bævede, i det de kom angaaende. Af Ærbødighed eller Frygt, fik
jeg i en Hast Hatten af Hovedet og bukkede mig det dybeste, jeg kunde. Deres
blotte Skygge kunde have været nok til, at indjage mig en Underdanigheds Skræk.
Men der een af dem, som var mig nærmest, tog sin Hat af, for at hilse mig igien,
fulgte der ved Hattens Aftagelse saa stærk en Susen og Vind, at jeg faldt omkuld
