94
derved. Min Ven tog mig leende ved Haanden og reyste mig op igien. Jeg forlod
min Ven, og løb udi Forvirring ind udi et Port=Rum. Min Ven var strax hos
mig, og bød mig at følge sig og at være uforsagd.
Neppe vare vi komne ud paa Gaden, førend mine Øyne atter faldt paa nogle
smaa Skabninger, der neppe vare en halv Alen høye, og hvis de ikke havde været
mig temmelig nær, havde jeg ikke kundet ansee dem for Mennesker. Jeg kunde ey,
ihvor Angestfuld jeg end var, bare mig for at lee af disse Smaa=Putter. Jeg mær¬
ker, sagde min Ven, at J anseer disse smaa Skabninger med latterlige, ja maaskee
og med foragtelige Øyne, da J dog vilde meere forfærdes og grue for disse end for
hine, til Anseelse store Kiemper, naar J kiendte deres Kræfter. J skulde vel neppe
vilde troe, at disse Dverge ere en Skræk for hine Store, og at de med det mindste
Greeb kan slaae de Store under sig, hvilket jeg ofte har erfaret; og da maa man
med Forundring see, hvorledes saadan et lille Kræe skyder sig i en Hast i Veyret, ja
bliver undertiden høyere og førere, end den underslagne Store.
Derefter mødte vi nogle, paa hvilke Hovedet, der var meget lidet, sad hart
ad ved Navlen, og bleve førte ved Haanden af nogle Personer, der udi Væsen og
Klædedragt hart ad lignede de ved de Tydske og Jtalienske Skuepladser brugelige
Scharamoucher og Pollicineller. Min Ven bad, jeg ikke vilde gaae disse Hovedløse
for nær; thi de ere meget bidske, sagde han. Disse Skabninger, sagde han videre,
ere saa meget des farligere udi det Borgerlige Selskab, saasom de ikke formedelst
deres Hoveders forvendte Sæde ret vel kan see, og derudover bide i blinde efter deres
Leedsageres Anførset.
Efter disse fik jeg nogle andre at see, der vel i alle Maader havde menneskelig
Skabning; men den Side hvor Hiertet ligger, staaer altid aaben paa dem, saa at
man kan see dem ind i Hiertet. Disse, sagde min Ven, ere vel des mindre farlige
i Omgiengelse; men de ere dog skadelige nok udi det Borgerlige Selskab, naar de
sættes paa visse Poster.
Efter disse blev jeg andre vaer, der udi mine Øyne vare heel speetaculeuxe;
thi de havde Øren over alt paa deres Legemer, baade bag og for. J tænker vel,
sagde min Ven, at disse maae være meget granhørende, siden de have saa mange
Øren; men J maa vide, at deres Nysgierrighed, der til største Deel reyser sig af
en ond Samvittighed, har giort dem saa vanskabte; og saa mange Øren som de
have, saa mange Spioner holde de og, der skal udforske og tilbringe dem, hvad der
kan tales om dem hist og her, og ere derfore des farligere paa deres Post, saasom
de høre med andres Øren, der just ikke alletider høre saa ret til, og ere derhos meget
lettroende.
Derefter saae jeg et Syn paa nogle andre, der satte mig i største Forundring.
Disse kom gaaende tvert over en Gade, ligesom de agtede sig til de for dem liggende
