95
Gaarde, men i den sted andre gaae igiennem Dørre eller Porte, fore disse i en Hast
igiennem de heele Vægge, uden at jeg saae mindste Aabning efter dem. Jeg troede
nu for vist, at jeg var kommen ind i en fortryldet Bye. Min Ven saae til mig og
rystede paa Hovedet. Af disse Vægge=Smuttere, sagde han, findes saavel her som
paa andre Stæder en temmelig Mængde, og ingen kan tage sig vare for dem, saa
som de kan giøre sig usynlige; thi om en ærlig Mand end ved sine Forretninger ind¬
spærrer sig i sit allerinderste Værelse, ere disse dog ham uafvidende inde hos ham.
Jeg slutter, sagde han videre, at de maa bruge en vis Metall at giøre Aabning for
sig med, hvilken visse Mænds Secretairer eller Fuldmægtiger kalde Extra.
Min Ven førte mig derpaa ind i et Huus, hvor han var bekiendt. Jeg
forefandt her et Fruentimmer af en velvoxen Mands=Persons Høyde. Min Ven
spurgte, efter aflagde Hilsen, om hendes Mand. Hun kaldte strax ad ham, med
en besynderlig Caracter, den jeg ikke vil nævne. Men om jeg end havde været halv
død, havde jeg ikke kundet bare mig for Latter; thi i den sted jeg bildte mig ind,
at hendes Mand var i et andet Værelse, kom han krybendes ud af hendes Tøffel,
som stod ved Sengen. Jeg vilde ikke være disse Ubekiendte anstødelig med min Latter,
og løb derfore med Fingeren i Munden i en Hast ud af Dørren. Min Ven kom
omsider bag efter. Jeg loe endnu. J leer, sagde han, men jeg ærgrer mig. Af
saadanne ulige Ægtefæller, sagde han videre, kiender jeg her adskillige. Naar en
saadan Kone er i ond Humeur, maa det stakkels lille Kræe, hun har til Mand,
krybe ind i en af hendes Tøfler. Er hun derimod i god Humeur, tillader hun ham at
gaae og spatsere paa sig, hvor han vil. J det øvrige, mader, tugter og handler
hun ham, som hun selv lyster. Undertiden setter hun ham i hendes Barm, eller i
Folderne paa hendes Klæder; og hvis han imidlertid uden hendes Minde understaaer
sig at kikke frem, maa han med Taushed taale et vældig Knæp paa sin Næse - -
Denne min Vens Tale blev afbrudt, formedelst at der kom os et Par i Møde,
de gave sig i Snak med ham. Disse kom mig ved første Øyekast fore, som at de
havde Masqve over Ansigterne; men da jeg lidt nøyere havde beskuet dem, blev jeg
vaer, at de havde Marmor=Ansigter. Jeg vendte mig strax fra dem, saasom jeg
endnu var latterfuld over det forrige Syn, og gik nogle Skrit hen ad Gaden. Der
min Ven havde forladt dem, gav jeg mig atter til at lee, det beste jeg kunde, og
spurgte, om de havde disse Ansigter enten af Naturen eller ved Kunsten. Min Ven
forsikrede mig, at det var deres naturlige Ansigter; og J maa vide, sagde han vi¬
dere, at de, ved disse Ansigter have adskillige Fordeele. Giør man nogen Slags
Beskyldning imod dem, skal deres Ansigter ingenlunde røbe deres Samvittigheds
Vidnesbyrd. Siger I dem end i deres Øyne og i andres Paahør, at de ere Skiel¬
me, Bedragere, eller Forrædere, skifter deres Ansigter ingen Farve derved; ligesom
J ikke heller skal finde mindste Spor til Blussel i deres Ansigter, om J end treffer
dem i de allerskiendeligste Gierninger.
Jmedens vi saaledes gik og snakkede, fornam jeg en stærk Svien ved mit høyre
Øre. Jeg følede i en Hast efter Øret; men den heele Øre=Lep par borte. Jeg blev
