Drømmeren.
Num. 26.
Løverdagen, den 29 Martii 1760.
Hr. Aa*.
H¬
vis en blind Menneske=Frygt havde havt mindste Herredømme over mig, havde
jeg neppe besluttet at føre mit havte Natte=Drømmerie i Pennen; thi min
Tillid til den menneskelige Taushed, har aldrig sat mig i den Sikkerhed, at
jeg har troet eller troer, at kunde skiule mig saa vel, at jo Frue Nysgierrigheds
Støvere omsider maatte komme paa Sporene til min Heraclitiske=Huule. Og hvis
nogens Stand eller Formaaenhed kunde afskrække mig fra, at tage den fortrykte
Sandheds Partis, understod jeg mig langt fra ikke i Dag at opvarte Min Herre
med dette Blad. Mit Navn, der, efter et halv Aars gjorte Opvartninger hos en
Deel Dagdrømmere, nødvendig maae være Min Herre bekiendt, vil uden Tvivl,
ved min Anmældning hos Dem forud forkynde Dem mit Ærende, i fald Min Herre
ellers har mindste Kiendskab til sig selv; men jeg formoder dog, at denne min ringe
Opvartning vil blive Dem desmindre ubehagelig, naar jeg beretter Dem, at jeg er
hidsendt af en Dem saa nær paarørende Dame, og som De engang har tilsvoret en
ævig Huldskab og Troeskab, nemlig Frue Patriotskab, for at anmode Min Herre,
at De efter Deres besiddende Stats=Kundskab og Formaaenhed vil antage Dem hen¬
des Sag. Hun admirerer Min Herres roesværdige Egenskaber, og tilstaaer, at
De formedelst samme fortiener den Post, De beklæder. Hun glædede sig ved Min
Herres velfortiente Ophøyelse, og ventede udi Dem at finde en af hendes største Be¬
skyttere. Hun har ikke heller endnu vildet lade dette hendes Fortrøstnings Haab al¬
deeles falde. Hun kiender de menneskelige Svagheder og den listige Egenkierligheds
Magt, end og over de Fuldkommenste. Hun veed, at denne som oftest søger
at sætte en Taage for deres Øyne, og at føre dem saa uformærkt paa Afveye. Hun
tilstaaer og, at deres Veye, der ere satte paa vigtige Pøste, ere heel slibrige. Hun
billiger derføre en fornuftig Forsigtighed og roser den. Men naar en utlidig Men¬
