107
give dig over mit eget Forhold, nærmere skal erfare. Jeg var imedens jeg levede,
iblandt deres Tal, der bære Navn af Statsmænd, endskiønt Stats-Kyndigheden ikke
synderlig trykker en god Deel af dem. Førmedelst min egen Fortieneste, og ikke i
Betragtning af nogen høy Byrd var jeg bleven forfremmed. Du maa vide, at jeg
virkelig besad den fornødne Stats=Kyndighed og Erfarenhed. Jeg var udrustet med
Forstand og Skarpsindighed, til at kunde indsee en Sag med alle dens Omstændig¬
heder og Følger. Jeg kunde forud sige, hvorvidt en og anden Anstalt, enten i hen¬
seende til Oeconomien eller til Commereen kunde være Landet til Fordeel eller Tab,
og intet egennyttigt Forslag var saa opfminket og sat saa høyt paa Skruer, at jeg jo
strax indsaae, hvad Skade deraf i Tiiden vilde flyde. Men i alt dette var jeg dog
ingen retskaffen Patriot; thi omendskiønt jeg i alle Maader opvartede mit Embede
upaaklageligen, og jeg ikke selv enten foreslog eller foretog mig noget, som kunde for¬
nærme det almindelige Væsen, var dog min Kierlighed til Fædernelandet ikke reen,
saasom jeg som oftest lod mig af en utidig Menneske=Frygt afholde fra at sætte mig
imod de Anstalter, jeg forud saae at ville have skadelige Følger. Jeg indseer nu
først, at de Undskyldninger, jeg udi min Leve Tiid søgte at stille min Samvittighed
tilfreds med, have aldeeles ingen Grund. Man æskede mine Betænkninger i adskil¬
lige Sager af Betydenhed. Man gik løs paa min Samvittighed, for at faae mit
Svar des reenere; men man blev lige klog. Jeg undersøgte Hovedmanden for de
giorte Forestillinger, og naar jeg erfarede, at Jnteressenterne vare Folk, der havde
noget at sige, havde jeg aldeeles intet at indvende, end og imod de allerskadeligste
Forslag. Paa den ene Side havde jeg vel Fædernelandets Bædste for Øyne; men
paa den anden Side betragtede jeg det Uvenskab, de Fortrædeligheder og den Efter¬
stræbelse, jeg maatte paadrage mig, hvis jeg skulde tale, som jeg burde. Frygt for
det tilkommende Onde bragte mig altsaa til at bifalde det, som jeg i mit Hierte for¬
dømte. Jeg vilde da hellere paalægge mig selv en Byrde af en nagende Samvittig¬
hed, end giøre mig dem til Fiender, hvis Vrede ey kunde forsones, uden ved deres
Modstanderes Fald.
Nu denne min utidige Menne=Frygt skulde da til min Samvittigheds Tilfreds¬
stillelse passere for en fornøden Forsigtighed. Men det, jeg den Tiid ikke kunde eller
vilde see, indseer jeg nu med desto større Blussel og Græmmelse. Mit Forhold var
saa meget desmindre at undskylde, saasom jeg besad Forstand og Skarpsindighed til
at kunde have forbundet Reedelighed med Forsigtighed. Man har aldeeles ingen
Aarsag at bebreyde sig selv en Uforsigtighed, saalænge man ikke ukaldet blander sig i
een eller anden uvedkommende Sag, til sin egen Fortræd. Men naar man er sat
paa en Post, hvor man efter Muelighed bør i alle Maader see paa det almindelige
Væsens Tarv, ey aleene ved selv at befordre det Tienlige, men endog af alle Kræf¬
ter at forebygge og sætte sig imod det Skadelige, kan man ingenlunde kalde det en
fornøden Forsigtighed, at man af Frygt for Uvenskab og Forfølgelse, unddrager sig
fra at blande sig i det, som man efter sit Kald og Embede er forbunden til at sige sine
reene Tanker om, da man meeget meere handler imod den Reedelighed, man er det
almindelige Væsen skyldig, hvis Bædste man i alle sine Hensigter bør foredrage sit
Eget. En retsindig Embedsmand og Patriot gaaer frem udi sit Kald efter Samvit¬
tighedens Bydende, og uden Persons Anseelse kalder Sort sort, og Hvidt hvidt.
Han veed, at en retskaffen Patriot mag og kan ey andet, end drage sig Uvenner og
Forfølgere paa Halsen; men han lader sig dog ikke afskrække fra at giøre og tale det,
