111
var meere fornøyed med daglig Udkomme, under en rolig Somvittighed, end store
Jndkomster, tilveyebragte ved Svigagtighed. Vare alle Embedsmænd udi de Leven¬
des Rige saaledes sindede, skulde man ikke saa ofte see uduelige Folk udi deres Em¬
beder at samle sig anseelige Midler og Titler.
I Henseende til disses Ægte=Stand, da havde Forsynet her samlet 2de lige¬
findede og a deeles overeensstemmende Gemytter. Hans Villie var hendes; hendes
Villie var hans; og begges Villie var udi deres Foretagende ulastelig. De kunde i
deres Tiid fremstilles som et Fuldkommenheds Mynster for Ægte=Folk, og de gave
hiint kiærlige Ægte=Par, om hvilke Ovidius mælder, nemlig Philemon og Baucis
intet efter i nogen Maade. De holdte det paa begge Sider for deres høyeste Glæde,
at kunde være Himmelen og deres Medborgere til Fornøyelse, hvorpaa de stedse be¬
flittede sig. Deres Gudsfrygt bestod ikke i blotte Ord og udvortes Ceremonier, men
i at skye det Onde, og at giøre det Gode. De have ikke, som en god Deel andre af
deres Medborgere og Slægtinge, Christendommen alene paa Tungen, men de viiste
den ved alle Leyligheder i Gierningen. De giorde sig paa begge Sider en Glæde af
at kunde hielpe de Trængende til Rette, og at giøre de Fattige og Syge got. De
behøvede ikke paa nogen af Siderne at stiæle sig til at giøre got; thi de vare begge
lige medlidende og ædelsindede.
De elskede paa begge Sider en roelig Levemaade, dog uden al Eremitisk=Jnd¬
getogenhed og Afskye for Menneske=Sælskab. De søgte ikke nogen Ære og Anseelse
ved en prægtig Opførsel og idelige Tracteringer. De elskede Tarvelighed, dog uden
al needrig Nidskhed og Gnieragtighed. Her fandtes paa begge Sider en Munterhed
og Belevenhed uden Hasagtighed; et artigt Væsen uden laante Miner og Grimacer;
en Ydmyghed uden Needrighed; en god Forstand uden Selvkloghed; ja en Omgien¬
gelighed samlet med Behagelighed, Reedelighed og Opbyggelse.
Manden blandede sig aldrig i Konens Kiøkken=Sysler, og Konen aldrig i
Mandens Embeds Sager; men de passede begge hver paa sit med tilbørlig Omhyg¬
gelighed. Manden behøvede ikke at gremme sig over Konens slette Jndsigt og For¬
hold udi Huusholdningen; ikke heller over hendes Begierlighed efter Stats, eller
over hendes mange Visiter. Konen behøvede ikke at besværge sig hos hendes Venner
over de strænge Love, Manden foreskrev hende; ikke heller over hans Kiellingagtig¬
hed, Ubesindighed, og Drikfældighed ude eller hiemme.
Kort sagt: Manden var i sit Embede nidkier, flittig, og u-gennyttig; udi
sit Huus kierlig, fornuftig, og forsynlig; og udi hans Omgang og Forhold mod
andre behagelig, oprigtig og tienstvillig; udi hendes Ægte=Seng tugtig; i hendes
Væsen tækkelig; imod hendes Mand kierlig og venlig paa en fornuftig Maade; thi
hun var af den Tanke, at iidelige og utidige Omfavnelser, kielne og barnagtige Ge¬
bærder og selsomme Titler, af min Engel, min Griis, min Snut, og deslige fleere,
vilde foraarsage et heelt Selskab Mave=Piine, Hun var derfore hendes Mand hver¬
ken besværlig ved at henge ham stedse om Halsen; ikke heller giorde hun hans Dage
kummerlige ved en koldsindig og suurmuled Omgang. J Selskaber søgte hun aldrig
at føre Ordet alene, enten for hendes Mand eller andre; og naar hun talede, lod
hun ikke hendes vel optugtede Børn, hendes vel indrettode Huusholdning, og hendes
