112
uartige Tienestefolk give hende Materie til Discourser. J det øvrige fandt hun sig
allermeest fornøyed udi sit eget Huus, hvor man ingen Tid fandt hende leedig for
Huus=Sysler. Efter min i mit levende Live da havende Smag og Sinds Tilbøye¬
lighed, fandt jeg mig ingensteds meere fornøyet, end udi disses Huus; thi her rar
virkelig en Dydens Skole for Ugifte og Gifte; og naar J erindrer Jer det Huus,
hvilket jeg frem for alle andre holdte mig til, og som jeg med tilbørlig Berømmelse
saa ofte talede med Jer om, fatter J letteligen, hvoe disse her saa rolig hvilende
Ægte=Personer have været, da J selv har kiendt dem, og følgeligen vil og kan J
ikke andet, end biefalde den vel forskyldte Roes, jeg her legger paa dem. J Hen¬
seende til deres Udgang fra de Levendes Rige, da -
Jeg vaagnede i det samme ved det at en ruskede paa mig, og da jeg fik mine
Øyne ret aabnede, saae jeg, at det var Frue Misundelse selv udi egen heslige
Person; (Men hvor er vel ikke denne Dame? ) hvis ikke min sædvanlige Høyagtelse
for Kiønnet havde holdt mig tilbage, havde jeg ganske vist hilset hende en god Mor¬
gen med een af mine Tøfler. Jmidlertid lod jeg hende tydelig forstaae, at, saalænge
min Fornuft maa raade, bliver hun den sidste, jeg nogen Tiid vilde holde Boelskab
med; og at jeg des snarere kunde faae hende til Dørs, fortalte jeg hende min havte
Drøm, den hun slog paa Nakken ad og løb sin Vey, som vel var. Jeg veed, at
Min Herres og dydige Kierestes Modestie tillader Dem ikke at ville giøre nogen Hen¬
tydning af denne min fortalte Drøm paa Dem Selv. De vil vel og ansee det som
en upartisk Smigren hos mig, naar jeg siger, at jeg for nærværende Tiid ikke har
den Lykke, at kiende noget Huus saa nøye, som jeg med bædre Føye kan hentyde den
paa, end paa Min Herre og dydige Kiereste. Men da jeg veed, at det er, og
fremdeles skal, saavidt som det staaer til mig, blive en skiult Sag for Dem, hvoe
Drømmeren er, vil denne Mistanke baade hos Dem Selv og hos andre falde bort
af sig selv; og om jeg end var Min Herre og dydige Kiereste under dette Navn be¬
kiendt, maatte end og Misundelsen selv tilstaae, at jeg udi min Hentydning ikke har
taget feyl.
Jeg forbliver &e. &c.
C. HORREBOW.
Imprimatur
