114
ledsage mig videre frem. Han smilede, og lød som han vilde gaae. Dog J er vel,
sagde han, begierlig efter at vide noget om denne Døde, jeg vil og førend vi gaaer,
tiene Jer herudi, at J ikke ved Jeres Tilbagekomst til de Levendes Rige skal ligne
et Blad reent Paxiir.
Naar J beskuer denne Dødes kostbare Boelig og Jorde=Klædning, kan J vel
deraf ongefehr slutte, at han udi sit Levende Live ikke har været iblandt de Ringes
Tal. Hvad hans Herkomst Angaaer, da, omendskiønt denne Omstændighed ikke
giør noget enten fra eller til en stor Mands Værdighed, thi man har ligesaa vel seet
en berømmelig og høyagted Dossat at opblinke af det grove Lærred, som en rosværdig
Contarini af Purpuret, var han af en gammel adelig Familie, hvorved han da
havde den Fordeel, at der ikke enten ved hans Eget eller ved fremmede Hoffer kunde
kastes nogen Foragt paa ham for hans ringe Fødsels Skyld.
Man havde ved hans adelige Opdragelse indprentet ham adelige Dyder og
Sentimens, det er at sige, ingen Hovmod, Ladhed og Vankundighed i nyttige Ting.
Han havde sunde Begreber og Tanker om det Høyeste Væsen; en Utvungen Høyag¬
telse for sin Religion, efterat han fuldkommelig var bleven overbeviist om dens Sand¬
hed, og et ydmygt Hierte for hans Skabere.
Han var en Herre af store Studier, og havde en tilstrækkelig Jndsigt i alle
nyttige Videnskabet, hvilket adskillige af hans Ligemænd agtede ufornødent for en
Minister. Dog var han ikke derved bieven særsindet, selvklog og pedantisk, hvoraf
mangen en Lascaris eller sprænglærd Minister havde i min Levetid sin Deel, der
neppe giorde andet, end hængte i Bøger.
Hans Stats=Kyndighed bestod ikke i løse Raisonnements, laante af andres
Munde; men han havde en tilstrækkelig Kundskab om alt det der angik Staten, og
var fuldkommen underrettet om Fædernelandets Styrke, og om det, som enten kunde
hindre eller befordre dets blomstrende Tilstand. Han fæstede ikke sine Øyne paa Pro¬
vincer aleene; langt mindre lod han det være nok, at han kunde befordre en eller
anden Families Opkomst i Sær. Men han lod sine Anslag og Absigter gaae ud paa
det Almindelige. Han vidste, at de høye og vigtige Pøster, man havde sadt ham
paa, forbandt ham til at arbeyde paa Fædernelandets Beste; han lod det derfore
ikke blive derved aleene, at han meente Fædernelandet vel; men han stræbede, at
kunde ved alle Leyligheder vise i Gierningen, at han var den, han burde være, nem¬
lig, en ægte Patriot. Han ansaae alle Fædernelandets Børn som sine Brødre, og
de havde alle frem for Fremmede, Deel udi hans patriotiske Kierlighed; dog søgte
han aldrig at befordre nogen, uden dem, han kiendte i Stand til at bære de Byr¬
der, de søgte.
Om fremmede Staters Indretning og Forfatninger havde han en hartad ma¬
geløs Kundskab; dog lempede han sig udi alle hans Forslag efter sit Fædernelands
Beskaffenhed. Men uagtet han selv kunde i sin Tid ansees for den største og vittigste
Statsmand af alle, da han aflagde store Prøver paa hans dybe Jndsigt, og lagde
de fornuftigste Planer til en og anden Forbædring i Staten; saa dog forbittredes han
aldrig, naar andre derudi kunde med Grund være ham imod; thi han bildte sig langt
