118
Cavaillers Fader, der var en bemidlet Mand, og hans Kierestes Moder, en Enke
af Stand, men i slette Omstændigheder; saa og imellem samme Dame og en anden
ung Cavailler, der ogsaa har Godhed for hendes Dotter. Med denne tredie Scene
vil jeg her have den Ære at fornøye Eder, Mine Herrer! saasom jeg erindrede mig
den heele Samtale imellem Damen og den unge Cavailleer Ord til Ord, da jeg i
Morges vaagnede, og var af følgende Jndhold;
CAVALLLEREN.
See! Jeres ydmygste Tiener, Min hierte Madame! skal jeg have den Ære
at mode Jer her.
DAMEN.
Æren er paa min Side, Min Herre!
CAVALLLEREN.
Mig synes, at Madamen ikke er ret vel til Mode. Er der mødt Jer nogen
Slags Fortræd, da tager jeg virkeligen stor Deel derudi.
DAMEN.
Jeg er Jer forbunden, Min Herre! en ubehagelig Tidende har gjort mig
noget Tankefuld.
CAVAILLELEN.
Maaskee det er angaaende Msr. Damon, (saa hedde den forommeldte unge
Cavailler) som man siger, er flygtet her fra Byen for Gield?
DAMEN.
Det er ungefær saa, Min Herre!
CaVALLLEAEN.
Aa, Madam! den Sag skal J ikke tage Jer saa nær; thi hvad J kan have
mistet udi ham, skal J finde igien hos mig.
OAMEN.
Jeres Tilbud, Min Herre! er alt for forbindtlig. Men imidlertid var det
meget uskiønsomt handlet af mig, hvis jeg ikke lød Msr. Damons slette Skiebne gaae
mig til Hierte; thi han har stedse viist sig en særdeles stor Ven af mit Huus.
CAVALLLEREN.
Ha, ha! Madam! jeg troer J behager at skiertse; thi jeg er forsikret om,
at J veed at leve.
udi en Comisk Stiil, hvad enten det bruges om en Skueplads i Almindelighed, eller
det tages for en Part af en Act udi et Skuespil, indbefatter noget meere, eud at det
kan udtrykkes enten med Op=Ud- eller Fremtrin, og skulde J maaskee, i Betragtning
af vore Tiders Skuepladsers Indretning, synes, at et af de 2de sidste Ord var meere
fatteligt og beqvemt, naar man endelig vil have Ordet Sceng i en saadan Meening
sordansket.
