Drømmeren.
Num. 30.
Løverdagen, den 10 May 1760.
Mademoiselle Ee*.
S¬
aa er det da, min Kiære Jomfrue! endelig kommen dertil, at hun efter nogle
og tredive Aars Jomfrue=Stand skal blive en gift Kone? Jeg maa troe det,
siden jeg selv for nogle Dage siden, udi et vist Selskab, har taget denne utro¬
lige Beretning af Jomfruens egen Mund. Jeg vil nu, som den Gang, for Skik¬
kens Skyld, ønske Jomfruen til Lykke. Jeg tænker og, at Jomfruen selv anseer
hendes Trolovelse for en Lykke, og at hun maa glæde sig over, at hun dog kan blive
bunden til en Mand. Jeg skulde vel, saavidt min Forfarenhed i den Sag strækker
sig, beskrive Jomfruen Bryllups Aftenens Angenemhed, hvis jeg ikke vidste, at hun
alt for mange Aar siden havde erfaret den. En lille Omstændighed, som just ikke
alletider saa nøye regnes, og som ved en bevilget Jordemoders stærkt forgyldte Taus¬
hed nogenledes kan skiules. Vel er det, Min Kiære Jomfrue, at hun nu faaer sig
en Mand, der herefter kan være hendes Skiul og Beskiermelse. Forlad mig, Jom¬
frue Brud, hvis Fremtiden skulde viise, at jeg havde taget Feyl udi min Spaadom,
om tilkommende Ting; da jeg og med Fornøyelse skulde lade mig kalde en falsk
Spaamand.
Det, der egentlig har bevæget mig til, i Dag imod Sædvane at indfinde mig
hos Jomfruen, har været den vidtløftige Besværing, hun udi ovenmældte Selskab
udlod sig med over Stadens Skildere, da hun saa godt som med Taarer i Øynene
beklagede, at hun i denne Tiid havde ved meere end 10 Skildere ladet sig afskildre;
men at de alle (Ak hvilken en slet Forvarsel!) havde været uhældige i at treffe hendes
kiendelige Efterlignelse. Jeg tog visselig den Gang stor Deel udi Jomfruens væmo¬
dige Bejamring over saa stort et Vandheld, og under et meget dybt Suk ønskede
ved mig selv, at jeg havde lært Skildre Kunsten. Saa Bekymringsfuld, som jeg
siden den Tiid har gaaet paa Jomfruens Vegne; saa glad og fornøyed indfinder jeg
mig nu derimod hos hende, da min Drømge Lykke har i Nat været saa gunstig st
