126
at der jo kan findes noget udi een og anden Præstes Adfærd,
Jeg nægter ikke helle¬
der kunde fortiene at komme under en fornuftig Satiristes=Pen. Men naar jeg der¬
imod kiger lidet nøyere ind i Sagen, bliver jeg aldeeles af deres Mening, der holde
fore, at man ikke ret vel kan angribe en Præstes Feyl, at jo hans Embede paa nogen
Maade lider derunder. Erfarenhed har lært og kan bæst lære Følgerne heraf. En
Ringeagtelse, for denne i sig selv høye og ærværdige Stand, kan letteligen flyde af
den slette Afbildning, der giøres paa de Personer, der beklæde den; og en stor Deel
Læg Folk fatte vel ikke sielden Mistillid til deres Lærere, naar de seer dem afmalede
som sagdanne, der selv handle og giøre tvertimod det, de laste og straffe hos andre;
ja, hvo vil vel forbyde de Letsindige at tænke: Naar vore Præster ere saaledes, som
de afmales, hvorfore kan vi da ikke være lige som de? de maa dog vel endelig vide,
hvad de giøre? disse og deslige fleere skadelige Følger ere saa bekiendte, at de ikke kan
kaldes i Tvivl.
Det bliver vel altsaa en unægtelig Sandhed, at en Moralist eller Satiricus,
ved at afmale de vanslægtede Lærere, giør Ont verre, og setter disses Embeds Vig¬
tighed og Myndighed paa svage Fødder. Opmærksomheden hos en god Deel Læg¬
Folk, med Geistlighedens mindste Feyl, er desuden saa Grandseende, at en Mora¬
list eller Satiricus gierne kan spare Umagen med at mangfoldiggiøre dem; og Præ¬
ste=Haderne, hvis Antal, uden ham, kan være stort nok, behøve langt fra ikke at lære
Sværte- eller Spotte=Kunsten af ham. Han handlede i mine Tanker meere reed
og nyttigt, naar han, efter den største Moralistes eller Sæde=Lærers Exempel, Ver¬
den nogen Tiid har havt, henviiste disse Opmærksomme til at rette sig efter det, de¬
res Præster paa den Allerhøyestes Vegne sige dem, og ikke efter deres personlige Ad¬
færd og Forhold. Hvis Papiret tillod det, vilde jeg ey undsee mig for, her at vise
mig en kiendelig Plagiarius, ved at anføre det Ord til Ord, som Autor til det grun¬
dige og velskrevne Brev til den Danske Sandemand, har skrevet i denne Sag.
Men jeg maa vende mig til Deres Velærværdighed, for at sige Dem mit Ærende,
og naar De faaer hørt det, vil det betage Dem Mistanke om min Opvartning.
Det kom mig for i Nat under min Søvn, at jeg tillige med min afdøde Ven
befandt mig udi en af de Dødes Boliger. Den trygge Søvn, som denne her hvi¬
lende Døde befandtes udi, giorde, at jeg ikke kom ham selv i Tale; men min Ven
gav mig følgende Underretning om ham: Denne Døde, sagde min Ven, har udi
hans levende Live været iblandt deres Tal, der bære Navn af Siæle=Sørgere. En¬
hver som da levede med ham, og kiendte ham, maatte tilstaae, at han baade i Lær¬
dom og Levnet svarede til dette Navn; thi han søgte ved begge Deele at føre sine
Tilhørere til det Maal, til hvilket hans Embede sigtede.
Han havde en moeden Alder, da han blev sadt udi dette vigtige Embede; og
hans Kald dertil skeede paa lovligste Maade. Han indfandt sig vel paa behørige
Stæder med sine Ansøgninger, og giorde sig den Umage for sin timelige Velfærd,
som Naturens Lov befalede ham; men han fandtes aldrig Patronerne besværlig ved
et i deligt og dumdristigt Overløb. Han saae sig ingen Tid omkring, om ikke nogen
medynksom Pige, inden for Sprinkelet, vilde rekke ham en Stie, for at hielpe ham
ind i Faare-Stien; ikke heller søgte han, enten under en paatagen fremmed Skikkelse,
eller igiennem andre Løn=Gange, at snige sig derind.
