127
Der han var bleven Præst, viiste han i Gierningen, at han ikke havde trag¬
tet derefter, for at kunde føde og giøde sig selv, men for at føde Guds Hiord, og
vinde Siæle. Ved Embedets Tiltrædelse lod han det blive sin første Bestræbelse, at
han kunde lære at kiende sin Menighed, og at tilveyebringe sig deres Kierlighed og
Fortroelighed; ligesom han og paa sin Side, baade i Lærdom og Omgiængelse, viiste
al Sagtmodighed, Ydmyghed og Kierlighed.
Naturen havde begavet ham med en behagelig og reen Udtale, og med indta¬
gende og bevægende Gebærder; hvilken Gave, omendskiønt den ikke er en u-undvær¬
lig fornøden Egenskab hos en Præst, giver den dog hans Fordrag og Formanings¬
Tale en større Jnd= og Eftertryk, end man vel skulde kunne forestille sig. Hans
Prædikener vare grundige, fattelige og opbyggelige, og havde stedse en sammenhæn¬
gende Orden. Han opholdte sig ikke ved indvævede Lignelser, ikke heller ved Opreg¬
nelser af andres ulige Meeninger, om et eller andet Ord udi sin forehavende Text;
men alt, hvad han havde at foredrage, tiente til Underviisning og Levnets Forbæ¬
dring, og Tilhørerne bleve deraf opvakte, rørte, overbeviiste, underviiste, trøstede
og straffede.
Han fandt altid Ord, naar han havde Materie, men han kunde aldrig fattes
Materie, saasom hans Meenigheds Tilstand var ham bekiendt. Han vidste at deele
Ordet rettelig. Han lagde aldtig Lovens Træk=Plaster paa et Saar, der behøvede
Evargelii Olie; men ligesom en forfaren legemlig Læge veed at giøre Forskiel paa
Naturer, og derefter at indrette de helbredende Midler. Saaledes vidste og denne
forfarne aandelige Læge at indrette sine almindelige og særdeeles Formanings=Taler,
efter enhver Tilhørers Tilstand.
Han ansaae ikke sin Prædike og Skrifte=Stoel for de Steder, til hvilke al hans
Omsorg for Meenigheden alene var bunden; men han indfandt sig flittig hos Rige
og Fattige, hos Gamle og Unge, for at opbygge, trøste og formane enhver efter
deres Levnets og Tilstands Beskaffenhed. Han talede Sandheden uden Persons An¬
seelse og Menneske=Frygt; men den Sagtmodighed, Venlighed og Beskeedenhed, med
hvilken han fremsatte sin Formanings= og Straffe=Tale, gjorde, at Vedkommende
antoge den, uden at forbittres derved.
Ligesom han udi sin Lærdom var Grundig, og i sit Embede Omhyggelig; saa
var og hans Levnet opbyggeligt og uanstødeligt. Han vidste at leve med alle, og med
sin dydige Omgiengelse at vinde alles Hierter. De Gode elskede ham. De Onde
bluedes i deres Samvittigheder, og ærede ham. Han lod udi al hans Adfærd,
enten i sit eget eller andres Huuse, ingen Tid see mindste Skin af det, han straffede
hos andre. Man hørte ham aldrig at klynke over sine faae Jndkomster, endskiønt
han sad i et lidet Kald; men vel over sit ringe Antal af Ordets Giørere. Han lod
sig aldrig, yttre med nogen stor Misfornøyelighed over Menighedens Knaphed eller
Udeblivelse med deres Offer; men hans Tak var lige saa stor, naar han havde faaet
lidet, som naar han fik meere. Han foreskrev aldrig nogen af sin Menighed, hvor¬
meget de skulde give ham for hans forlangte Tieneste; og den Fattige behøvede ikke
i deslige Tilfælde, at laane eller betle sig frem, for at fornøye Præsten, saasom han
da intet vilde imodtage, at han meget hellere gav dem noget til Hielp til deres an¬
