Drømmeren.
Num. 32.
Løverdagen, den 31 May 1760.
Hr. Gg* med kiære Brødre og Søster!
J¬
eg har ofte ønsket mig den Fornøyelse, at kunde faae Leylighed til at opvarte
Eder, mine Opvartningsværdige Herrer med kiære Søstre! men min Drømme¬
Lykke har ey, førend nu, vildet føye mig herudi. De daglige Anledninger,
J give mig og alle andre Tilskuere, af min Smag, til Latter, fortiene vel og, at jeg
ved givne Leyligheder søger, at kunde giøre Eder nogen Slags Fornøyelse igien. Ere
J ellers Elskere af at see eller høre det, som er latterligt, (at giøre det spørger jeg
ikke om) skulde jeg vel ikke tvivle paa, at jo det, jeg her har at forestille Eder, vil
blive ligesaa latterligt for Eder, som det er, og stedse har været for mig. Men jeg
maatte ansee det, som et stort Uheld, hvis jeg ikke (forgieves at haabe,) skulde finde
Eder af samme Smag. Den Drøm, jeg i Nat har havt, har ey lidet forøget min
Latter. (Jeg er ellers ingen leende Democritus, men en grædende Heraclitus.) Saa
øfte jeg seer Eder, kan jeg ey andet end lee. De Retseende og Velskiønnende maa
dømme, om jeg beleer noget, uden det, der i sig selv er al Latter værd. Jeg for¬
tæller min Drøm.
Mig syntes i Nat udi Søvne, at der kom en ubekiendt Person ind til mig i
min Heraclitiske=Huule. Guds Fred! sagde han, min gode Monfør! jeg forstaaer
mig ikke paa at giøre Creidentser; ellers skulde jeg bede gode Monsør om Æskyse, at
jeg kommer saa dristig ind til Jer. En tam Skov=Skade, der hopper her uden
for, sagde mig, at gode Monsør er den bekiendte Drømmere, der uden alle Krom¬
meloreser siger Folk Jeres Hiertens Mening; (vel betænkt, sagde jig ved mig
selv, at lære Skov=Skader at snakke.) Jeg troer derfor, at Monsør kan hielpe mig
ud af en Drøm, som jeg har gaaet udi, siden min Ankomst her til Byen; jeg tør
ikke sige Hiemkomst, saasom jeg baade synes og ikke synes, at denne er min Føde¬
Bye. Jeg er, skal jeg sige Monsør, fød udi? *, og min Fødde=Bye hedder?
Jeg var i mit 20de Aar, da jeg forlod mit Fæderneland, for at reyse paa det Haand¬
værk, jeg havde lært. Da jeg paa 5te Aar havde været borte, fik jeg i Sinde, at
ville reyse hiem igien; men jeg blev, kort at fortælle, gift med en ung Enke, udi
hvis Verksted jeg havde staaet et Aars Tid, efter hendes Mands Død! jeg slog der¬
fore mit Fæderneland reent af Tanker, og ventede, aldrig at skulle have kommet der
igien. Men da min Kone efter et 25 Aars Ægteskab, blev ved Døden henkaldet,
og Krigs=Urolighederne kort Tiid derefter nærmede sig til den Egn, hvor jeg boede,
giorde jeg det lidet Boeskab, og hvad meere jeg eyede, i Penge, og forføyede mig
med mine to Børn her til Staden, i Tanke jeg var kommen til min Føde=Bye;
men jeg kan sværge Monsør til, at jeg hartad af ingen Ting kan kiende den igien.
Jeg forundrer mig aldeeles ikke over, at dens Bygninger ere mig ukiendelige, saa¬
som den største Deel af Byen var lagt i Aske, Fgrend jeg forlod den. Men naar jeg
