131
hver Gang vi mødte deslige fleere Kammerjunkere, skammede jeg mig ved, at følges
længere med en saadan Tølper, og forlod ham.
Nogen Tiid derefter besøgte jeg en Mand, der havde staaet i Lære med mig,
og er nu en gammel Mester i Lauget. Jeg forefandt her et Sælskab, af hvis Klæ¬
dedragt jeg sluttede, at de vare store Folk, og derfor priisede deres store Ydmyghed
hos mig selv, at de vilde omgaaes med Folk af min Stand. Jeg rykkede mig til¬
bage i Dørren, og vilde have gaaet min Vey; men min Laugs=Broder greeb mig om
Haanden, og svoer paa, jeg skulde bie. Han tog min Hat og min Sølvbeslagne Stok
fra mig, og satte en Stoel til mig. Jeg betakkede mig, og sagde, at det ikkekunde skikke
sig for mig, at sidde need, hvor der vare saa høy fornemme Folk; men i hvor undseelig
jeg end var, maatte jeg dog sette mig need. Strax derpaa dækkede man et Theebord
med sit Tilbehør af det kostbare Slags, og Værtinden skiænkede en sort Suppe i Thee¬
Kopperne. Da den sorte Suppe blev sadt for mig, betakkede jeg mig, og sagde:
at hvis jeg ikke var iblandt saa høy fornemme Folk, vilde jeg hellere udbede mig en
Pibe Tobak og et Kruus Øl; thi jeg har aldrig været vandt til andet. Jeg hørte
imidlertid, at disse høy fornemme Giæster kaldte min Laugs=Broder Monsør, hans
Kone Mardam, og hans Dotter Jomfrue. Der de havde faaet den sorte Suppe til
Livs, og havde slaaet noget kogt Vand i sig oven paa; blev der indbragt et stort Fad
med Bakkelser, en Flaske Viin, og nogle Glasse. Jeg tog da min Hat og min
Stok, og krummede mig det fiineste, jeg kunde, for det høyfornemme Sælskab. Min
Laugs=Broder fulgte mig til Dørs. Jeg spurgte ham, hvo disse hans høy fornemme
Giæster vare; men hvor stor blev ikke min Forundring, da han berettede mig, at de
alle vare af hans Stand. Jeg taug stille; men tænkte desmeere.
Nu blev jeg fuldkommen sadt i Tvivl om, at jeg ikke var kommen til min rette Føde¬
bye. Udi min Fødebye klædede Folk af Borger=Standen, sig efter deres Haandtering og Næ¬
rings=Maade, ligesom denne var meer eller mindre anseelig til, efter Jndbildningen. Men
her i denne Bye klæder Borger=Standen sig ey alene langt over deres Stand, men endog
over deres Formue. Udi min Fødebye tracterede Borgerfolk hinanden med en Pibe Tobak, et
Kruus Øl, og et Glas Brændeviin, naar de kom til hverandre. Men her i denne Bye drikker
baade Mandfolk og Fruentimmre en sort Suppe, den de siden skyller need med noget kogt Vand,
og setter et stort Fad Bakkelser og en Flaske Viin til Livs oven i Kiøbet. Udi min Fødebye næv¬
nede man paa god Christelig Viis, en Haandværkmand ved hans Døbe=Navn, og sagde: Me¬
ster Niels, Mester Christen, Mester Jacob, og saa videre. Deres Koner bleve og nævnede ved
deres Døbe=Navne, da man sagde: Mette Bogbinders, Kirsten Vævers, Maren Kniv=Smeds,
og saa videre; ligeledes og deres Døttre. Men her i denne Bye, kalder man Haandværks¬
mænd Monsører, deres Koner Mardamer, og deres Døttre Jomfruer; og det med Tilnavne,
ret ligesom de ikke torde være deres Fader=Navn bekiendt, saasom: Jumfer Smør=Kringle;
Jumfer Heste=Skoe; Jumfer Skrub=Høvl, og saa videre. Kort sagt; udi min Føde=Bye vare
der borgerlige Kiøbmænd og Haandværkmænd. Men i denne Bye finder jeg lutter adelige
Borgere. J maa derfore, min gode Monsør! sige, hvad J sige vil, saa faaer J mig neppe
til at troe, at denne Bye er min rette Føde=Bye.
Jeg foreholdte denne enfoldige Mand, at han neppe vilde finde noget Folke=Slag, der
jo, siden en Tiid af nogle og tredive Aar, ere blevne alt meere og meere polerede i Sæder og
Levemaade; og saasom hans Landsmænd i sær have, end og fra de ældre Tider af, været til¬
høyelige til, at efterabe andre Folke=Slag; saa maatte han aldeeles ikke forundre sig over, at
deres Sæder og Levemaade i saa lang en Tild, han havde været borte, var bleven ham saa
ukiendelig, da Tiderne blive alt meere og meere polerede.
Pulere mey her, og pulere mey der, svarede Taassen, saa meener jeg, at en Kiøbmand,
er en Kiøbmand, en Skoemager en Skoemager, en Skrædder en Skrædder, hvad enten han
saa lever i pulerede eller u=pulerede Tider, og følgelig bør han leve og klæde sig saaleedes, som
det en ærlig Borgermand egner og anstaaer; thi ellers er han en Nar; forstaaer I det min
gode Monsør! saaledes giorde man udi min Føde=Bye, og jeg veed vist, at de giøre det samme
endnu. Var I den rette Drømmere, saa søgte J ikke at forsvare saa latterlige og bagvendt
en Opørsel, og J sagde mig da oprigtig, enten jeg nu befinder mig i min rette Føde=Bye
eller ey.
