134
Jeg nægter vel ikke, at jo det slette Rye, der staaer af endeel Koners Utroeskab imod
deres Mænd, kunde, om dette end ikke havde sig saa, foraarsage Eder nogen Frygt.
Men J maa tillade, jeg siger, at Eders Jalousie er egentlig en Virkning af Eders Erin¬
dring om forhen erholdte Føyeligheder hos andres Koner; da J vel og venteligen stiller
Eder den merk ude Vederlags=Ret for Øyen, efter hvilken man ikke sielden bliver tilmaalt
med den somme Maade, som man har udmaalt med til andre. Jmidlertiid har jeg vir¬
kelig en stor Medlidenhed med Eder, mine Herrer, og vidner oprigtig, at det inderlig
skulde glæde mig, hvis J ved noget Hielpe-Middel kunde bringes til Eders fulde Forstand,
igien. Forlader mig, mine Herrer! at jeg anseer Eder, som Rafende. Den Forestil¬
ling, jeg i Nat har havt af Eders latterlige Forhold, har aldeeles bragt mig paa de Tanker,
at J kunde fortiene at indlemmes i en Daarekiste. J vide selv, at jeg taler kun lidt; men
J kan og forlade Eder til, at det Lidet, jeg taler, det meener jeg af Hiertens Grund, i sær,
naar jeg drømmer.
Jeg drømte, jeg befandt mig udi et Værelse, hvor jeg saae et ung Fruentimmer,
siddende ved en liden Sye=Ramme, men derhos meget tankefuld og nedslagen. Hun gav
mig neppe Tiid til at hilse, førend hun med et forvirret Aasyn sagde, at hendes Mand var
ey hiemme, og hvis jeg havde noget at tale med ham, bad hun, jeg vilde komme igien om en
Times Tiid. Mit Ærinde, Madame, svarede jeg, kan jeg ligesaavel berette hende,
som Hendes Kiæreste, saasom jeg ikke selv veed, hvorleedes jeg er kommen herind.
Da beder jeg, svarede hun, at De jo før, jo heller, vil forføye sig ud igien, saa
jeg ikke veed, hvilket Øyeblik jeg har min Mand her igien, og da vilde det -- -
Hun holdte Resten tilbage, og bad mig atter, jeg vilde pakke mig ud. Hendes
Begiering, Madame! svarede jeg, er jeg ligesaa villig som forbunden til at efter¬
komme; thi jeg begriber heel vel, at den har ingen Uhøflighed, men en Frygt til
Grund, den jeg lettelig kan giette mig til, og ønskede jeg af sine Aarsager, at hun nærmere
vilde udlade sig for mig med hendes Hiertes Anliggende. Jeg fortryder, svarede hun, at
jeg allereede har udladt mig saavidt. Det anstaaer mig ikke, at give nogen fremmed
Mandsperson Deel af min Græmmelse. Jeg fortier den, endog for mine Egne, endskiønt
den forlængst har været dem beviidst. Jeg beder altsaa, De ey vil anmode mig videre her¬
om; men at De t den Sted jo før jo hellere vil forføye Dem fra mig. Forlad mig min
Uartighed. Jeg bad, hun vilde sige mig hendes Kierestes Navn. Hun sagde mig det.
Jeg kiendte ham. J g havde udi hans Ungkarls=Stand havt megen Omgængelse med
ham. Han har og, siden han blev gift, besøgt mig i min Heraclitiske Hule. Jeg vidste,
eller i det mindste troede, jeg vilde være ham velkommen. Madame! sagde jeg, om jeg end
ikke, som jeg dog har, havde den Ære, at være kiendt af Hendes Kiæreste, er jeg dog fuld¬
kom men forvisset om, at mit runkne Ansigt og min uanseelige Person ligesaalidet skulde
sætte ham i nogen Mistanke om min Nærværelse, som at mit Væsen i Henseende til Hende
kan have nogen indtagende Kraft. Hendes Kiæreste har og, formedelst forhen havde ide¬
lige Omgængelse med hinanden, den Kundskab om mig, at jeg ingenti d har staa t antegnet
naa deslige Jægeres Liste. Jeg elsker hendes Kiæreste. Jeg har stedse havt Heyagtelse
for hans Forstand og vel anlagte Tiid. Hans Forhold har derimod i een og anden Maade
været mig mishagelig. Jeg har sagt ham det. Han har uden Fortrydelse antaget det.
Forlad sig til, Madame! at min Nærværelse ingen Fortreed vil foraarsage Hende hos Hen¬
des Kiæreste. Skulde hans Forhold imod Hende ey være, som det burde, ønsker jeg, at
kunde bringe ham paa fornuftigere Tanker. Fat Hun kun, Madame! den uskyldige For¬
toelighedtil mig, at sige mig Hendes Anliggende. Troe, Madame! jeg ikke drives til
