135
dette Forlangende af Nysgierrighed. Hendes Føyelighed vil maaskee have sin Nytte.
Hun bequemmede sig dertil.
Jeg elsker min Mand, sagde hun, jeg troer og, at han elsker mig. Den reeneste
Kiærlighed til hans Person, uden mindste Hensigt paa hans Vilkaar, bevægede mig til, at
indgaae en Ægte=Forening med ham. Jeg har, siden dens Fuldbyrdelse, ingen Anleed¬
ning givet ham til Misforstaaelse. Jeg var ved Opdragelsen bleven tilholdt, at begegne
enhver efter sin Stand med Venlighed og Artighed. Jeg har hverken i mit eget Huus
eller i Selskaber vildet være nogen anstødelig, formedelst fiere Miner og et alt for alvorligt
Ansigt. Jeg har befrygtet, at et saadant tvunget Væsen vilde tilveyebringe mig et Navn
af en Jndbildsk. Men i det jeg har søgt at undgaae eet Onde, er jeg derved uventelig ge¬
raaden i et andet.
Min Mand er af det mistænkelige Slags. Han seer sig vel i fuldkommen Besid¬
delse af min Person. Men efter hans Jndbildning er min Kiærlighed til ham ikke stær¬
kere, end at jeg vel kunde deele den til andre. Han nægter mig vel ikke al Omgængelse med
andre; men han seer mig dog helst i saadanne Selskaber, hvor ingen ugifte Mands=Per¬
soner ere. Han lader mig ved alle Leiligheder forstaae, at det ikke sømmer en gift Kone, at
vise mindste Tegn af Mildhed imod andre af hans Kiøn. Jeg har lovet at ville, saa me¬
get mig mueligt er, iagttage denne hans Regel. Jeg har og saavel hiemme, som hos an¬
dre, paataget mig alvorligere Miner; men jeg har endda udi hans Øyne været alt for
mild. Jeg kunde behøve, alletider at have et Speyl for mig, for at kunde ved dets Hielp
sætte mit Ansigt i den Mørkhed og Suurladenhed, min Mand vil have det; og, hvis det
var mueligt, vilde jeg ønske mig tvende Ansigter, nemlig et mildt, naar jeg talede med
Fruentimmer, og et suurt, naar jeg talede med Mands=Personer.
Jeg skal da efter min Mands Villie, det jeg nu ogsaa stedse giør, omskabe mig selv,
og give mit Ansigt og Væsen en anden Skikkelse, end den, det har af Naturen. Det maa
jo da nødvendig være tvungen, ja forhadt og latterlig. Jeg seer mig altsaa nødsaget til,
aldeeles at skye alle Selskaber; thi hvor treffer man vel et Selskab, hvor ingen Mands¬
Person skulde findes. Til den Ende aflegger jeg nu ingen Besøgelser, uden de høynødven¬
digste. Til den Ende afslaaer jeg alle Jndbydelser af andre. Til den Ende beder jeg
min Mand, han ikke vil indbyde andre til sig. Men alt dette er ham ey heller alletider til
Pas. Han er ret underlig. Til een Tiid har han tvunget mig til, at tage ud til andre.
Naar jeg derimod til en anden Tiid har, for at lempe mig efter hans Villie, imodtaget Jnd¬
bydelser, har han vel ikke været derimod; men har dog ladet saadanne Talemaader falde,
der noksom have røbet hans Mistanke til mig.
Taler og begegner en Mandsperson mig høflig og venlig i et Selskab, faaer jeg det
strax paa min Tallerken, naar vi komme hiem. Taler jeg med et Fruentimmer afsides fræ
de andre, anseer han hende for en Mellemhandlerske. Han giemmer derpaa i lang Tiid
Penne, Blek og Papiir for mig. Finder han udi noget af mine Giemmer en Brevlap,
troer han strax det er en Kierligheds=Seddel, indtil han faaer at see, at det er en Optegnelse
paa min Tvet eller andre Huus-Sager.
Jeg bruger al den Forsigtighed, jeg kan, for at betage ham al Mistanke til mig; men
alt forgiæves. Al den Kierlighed og Omhyggelighed, jeg lader see for ham, anseer han,
som noget, hvorved jeg søger, af giøre ham godtroende. Stiller jeg mig derimod koldsin¬
dig an, bliver han rasende, og lader mig tydeligen forstaae, at jeg har en anden Elskere i
Baghaanden. Hans Mistanke til mig, giver ham end ikke nogen roelig Natte=Søvn.
Da Forestillinger, der under hans Søvn kan komme ham fore af hans havte Mistanke til
