136
mig om Dagen, antager han for overordentlige Aabenbaringer om min Utroeskab, da han
ved at fortælle mig de samme, maaskee med nogen Forbædring i Trykken, ikke undseer sig
ved at udlade sig med sine Tanker derom. For nogle Nætter siden sprang han ud af Sen¬
gen, og giorde Anskriig om at faae et Lys tændt. Jeg vaagnede detved og talede ham til.
Han svarede mig ikke. Da Lyset blev indbragt, løb han af et Værelse i det andet, baade
for oven og for neden. Omsider gik han til Sengs igien, men lod Lyset blive staaende an¬
tændt. Han havde uden Tvivl havt een af sine sædvanlige Natte=Syner. Jeg fik den ey
at vide; thi Dagen derpaa var han ganske maalløs.
Det maatte falde min Herre alt for kiedsommeligt, hvis jeg skulde fortælle Dem alle
de kiendelige Prøver, han har, og endnu dagligen giver mig, paa hans Jalousie og ugrun¬
dede Mistanke til mig. Jeg elsker ham dog. Men min Kiærlighed til ham vilde være
ulige større, hvis han var mindre mistænkelig. Hvad Lyst, hvad Fornøyelse kan en Kone
vel have, naar hun seer, at hendes Mand ved alle Leiligheder kalder hendes Dyd i Tvivl.
Intet kan krænke et redeligt Gemyt meere, end naar det mistænkes for en Last, som det har
største Afskye for. End ikke Samvittighedens Frikiendelse og Vidnesbyrd om Uskyldig¬
hed er alletider tilstrækkelig til, at kunde stille det qvælede Hierte tilfreds. Hvad hielper
min Dyd mig nu vel hos en saadan mistænkelig Mand? Den Sorg, den Qval, den
Græmmmelse, i hvilken jeg nu maa henslide mine Dage, er større, end min Herre kan fore¬
stille sig. Ak, at De kunde bringe min Mand paa billigere Tanker. Skal jeg Uskyldige
lide, fordi Rygtet om andre Koners Utroeskab stadfæstes ved Exempler? Hun brast i at
græde. Jeg ynkede hende i mit Hierte. Hendes Mand stod i det samme hos os. Han
fandt sig i Forvirring over hans Kones Graad. Han hilsede mig heel koldsindig. Jeg
lod mig ey anfægte. Det var ikke heller min Agt, nu at udlade mig med noget. Jeg bad,
han vilde besøge mig. Han gav mig sin Haand derpaa. Jeg forloed ham og vaagnede.
J vil uden Tvivl, mine Herrer! kiender Eder selv igien i denne min Drøm. Til den Ende
har jeg og fortalt Eder den. Jeg formoder, J billiger mine Tanker, naar jeg siger, at Eders Adfærd
er latterlig, og at J fortiener Sted iblant Jordens største Narre. Hvad vinde J vel ved Eders
Jalousie? J giøre Eder latterlige i alle Fornuftiges Øyne. J martre og plage Eder selv. J giøre
Eders Koners Liv møysommeligt. J formindske derved deres Kierlighed og Omhyggelighed for
Eder. J give lystige Hoveder Anleedning til at drille Eder, ja, i det J mistænke Eders Koner, giøre
J Eder selv mistænkte. Ere J fødde under saa vanheldig en Stierne, at Eders Hoveder skal zures
med Actæons Krone; Eders Jalousie, Eders Oppassenhed vil da ingenlunde frelse Eder. Jeg
anseer det for en Dyd hos en vis Nation, at Jalousie hos dem sielden eller ingentid haver Sted iblant
Ægtefælde, end og naar Troeløsheden paa nogen af Siderne er aabenbar. Vi antage snart i alle
Ting deres Sæder og Moder. Hvorfore forkaste vi da denne, som den fornuftigste og nyttigste?
Følgerne af Ægtefællers Mistanke til hinanden ere ligesaa skadelige, som ubehagelige. Lysten til
Stræbsomhed og fælles Lyksaligheds Forfremmelse, forgaaer derudover paa begge Sider. Børnene
høster i den nærværende og tilkommende Tiid bittre Frugter der af. De dydigste Koner paakastes
derved en Mistanke, der ikke sielden har været dem hinderlig, naar de have overlevet deres mistænke¬
lige Mænd; thi Dommen hos de fleeste bliver gemeenlig denne, at disse Abekatte ikke uden Anleed¬
ning have havt deres Koner mistænkte. Behager J nu, mine Herrer! med upartiske Øyne og uden
Briller at betragte disse mine ringe Tanker, haaber jeg, at J derved nogenleedes kunde bringes til
Eders fulde Forstand igien. Skulde end nogle af Eder allereede være blevne kronede; kan det,
maaskee! være Løn, som forskyldt; og J faaer da ingen anden Trøst hos mig, end at J, ved at erindre
ser Eders forige Forhold imod andre, bør nu, i Følge af Vederlags=Retten, bære Eders Hornmed
Taalmodighed. Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur; C. HORREBOW.
