Drømmeren.
Num. 34.
Løverdagen, den 13de Sept. 1760.
Madame Ii* & Compagnie!
J
have Ret, mine Damer! Drømmeren er en Pedant. Der henger gierne
noget af det Snaus ved os alle; men vi blive det sielden eller ingentiid selv vaer.
Hvor stor en Tak bliver jeg da ikke Eder, mine Damer! skyldige, som, skiønt uafvi¬
dende, have udi min personlige Nærværelse erindret mig om en Feyl, den jeg har bildt mig
selv ind, at være fri for. Studser ey derved, mine Damer! at jeg siger, at J for faa Dage
siden have sagt mig denne min Feil udiØynene. J erindrer Eder vel det Selskab, hvor en
Mandsperson, ja Drømneren selv, hialp Eder, at hegle et par af hans udkomne Ugeblade igien¬
nem. Studser ikke, beder jeg, herved. Mine 2de Skrivelser, det ene til Mad. S, under No.
19, og den anden til Madem. Eek, under No. 30, beviser jo tydelig nok, at Drømmeren maa
være en Pedant. Jeg er altid villig til, at erkiende mine Feil, naar jeg, som sielden skeer,
seer dem; og jeg maatte røbe en alt for stor Ringeagtelse for mine Damers Egenskaber,
hvis jeg vilde søge, at retfærdiggiøre mig for en Feyl, den jeg har tilfælles med Eder. For¬
lader, mine Damer! at jeg tillegger Eder, J jordiske Engle! Feyl. Dette er atter en Feil
af mig. Jeg seer den. Jeg erkiender den. Kan dog, desverre! ikke ændre den. For¬
lader mig, beder jeg, at jeg ey alene tillegger Eder Feyl, men endog en saadan Feyl, den
man har alene vildet see hos Mandkiønnet, i sær hos de Lærde. Een af vore berømmelig¬
ste Skribentere har vel underrettet mig om, at der findes Pedanter i alle Stænder. Men
om Pedantinder har jeg aldrig hverken læst eller hørt det Ringeste, førend i Nat udi Drøm¬
me. Trøster Eder derved, mine Damer! at det er kuns en Drøm. Hvad drømte jeg da?
O ney! jeg gruer for, at fortælle det. Jeg maa tilstaae, at jeg nu ret er i Fristelse. Paa
den ene Side vilde jeg nødig reent forspilde mine Damers Gunst. Og paa den anden
Side kan jeg ey bare mig for at sige Eder noget, som J ey gidder hørt. Dog saasom mit
eget Kiøn ikke heller bliver ved samme Leilighed forglemt; haaber jeg, at mine Damer ey
bliver aldeeles uforsonlige. J dette søde Haab giver jeg mig da den Fornøyelse, at for¬
tælle Eder min Drøm.
