138
Mig syntes, at en ubekiendt Person kom ind til mig, havende et Blad i Haanden, det
han overleverede mig, med disse Ord: Eders ugentlige Arbeide er mig bekiendt, saavelsom
de ulige Domme, der fældes over samme. Jeg forbeholder mig mine Tanker derom, og
vil alene erindre dette, at hvis en Moralist eller Satiricus stedse opholder sig ved alvorlige
Ting, giøre de fleeste Læsere derved kiedsommelige. Disses fordervede Smag udkræver
Afvexlinger. En Moralist gaaer ey heller ud af hans Vey, naar han undertiden angriber
saadanne Sæder, der meere fortiene at udlees, end at beklages, hvilke, omendskiønt de i sig
selv ikke ere moraliter onde, giøre de dog deres Elskere latterlige, og tilveyebringe disse an¬
dres Væmmelse for deres Omgængelse. J Betragtning heraf overleverer jeg Eder her et
Blad, hvis Jndhold jeg meener saameget deshellere at kunde fortiene Sted iblant Eders
Satiriske Afhandlinger, saasom den ikke er almindelig, og endnu ikke, saavidt mig er be¬
kiendt, af nogen af vore havte Uge=Skribentere bleven fremsadt. Han bad mig derpaa, at
igiennemlæse det overleverede Blad, hvilket jeg giorde, og fandt det af følgende Jndhold:
Det saa kaldede Pedanterie, (af det Franske Ord Pedant, der bemerker en Læremester)
hvis Beskrivelse, saasom det er mange Slags, ikke kan bestemmes under nogen almindelig
Caracter, er noget af det Latterlige udi Menneskets Opførsel, og findes ey aleene hos
Mandkiønnet, men er end og ligesaa, om ey meere almindelig hos Fruentimret, endskiønt
det ingentiid under dette Navn anmerkes hos de sidste. For at overbevises om, at der ligesaa¬
vel gives Pedantinder, som Pedantere, har man kun at giøre en Sammenligning imellem
en Deel Mandspersoners og Fruentimres Adfærd. Jeg vil her saa løselig anstille samme
med de faa Exempler, Forfarenhed har givet mig herpaa.
Monfr. Facon kalder man en Pedant, fordi hans Væsen, Tale, Gang og Klædemaa¬
de har noget Besynderligt og Tvungen i sig. Er han til Fods, tager han saa strunkne og
høytrinende Skridt, at man, naar man ey kiendte ham, maatte holde ham for en Spansk
Don Ranudo. Naar han taler, skal en idelig Bevægelse med Hoved, Hænder og Skul¬
dre give hans Ord en særdeeles Eftertryk. Et hvert Ord bogstaverer han frem i en musi¬
kalisk Cadence, og ligesom efter Tacten. Han maatte i hans Tanker falde aldeeles ufor¬
staaelig for Danske Øren, hvis han, for Exempel, vilde sige halvtredsindstive, i Steden for
halv tre di- e sinds= ti- ve. Ved et hvert Ord han taler, legger han Fingeren paa Næsen,
vel muelig, for at vise, hvor hans Viisdom har sit Sæde; og under hans førende Discour¬
ser dreyer han Øyen og Mund snart til een, snart til den anden Side, enten for at giøre sin
Tale desmeere behagelig, eller desmeere eftertrykkelig. J det øvrige er hans Væsen og
Hilsener overmaade alvorlig, og iblant sine Lige og Undermænd veed han at give sig en An,
som en Kat paa et Dueslag, eller en kalkunsk Hane paa en Mødding.
Kaster man nu sine Øyne paa Madame eller Mademoif Singuliere, finder man ved
Sammenligning imellem hende og Msr. Facon en ægte Pedantinde. Al hendes Væsen
og Tale er kunstlet og tvungen. Alle hendes Hilsener, Miner og Bevægelser med Hoved
og Nakke skal vise noget fornemt, og naar hun taler, snerper hun Munden sammen, og pii¬
ner et hvert Ord frem med en særdeeles selvgjort lespende og skarrende Peenhed. Seer
man hende til Fods, bliver hendes Gang lige saa tvungen og peen, som hendes Tale. Hun
tager da saa langsomme og peene Trin, endskiønt hendes Fædme ikke trykker hende, at man
snart skulde troe, hun havde i Sinde, at opmaale Gaderne efter Længden af hendes Skoe.
Siddet hun enten ved et Spisebord, eller ved et Thee= eller Spillebord, har hun største
Striid med sig selv, om hvilken Haand eller Finger hun skal imodtage eller gribe om noget
med. Kort sagt: J det Madame eller Mademois. Singuliere med hendes tvungen og
umedfødde Væsen, Tale, Gang og Lader vil giøre sig behageligere og yndigere, end Naturen
