139
har dannet hende, og forundt hende Gøder tik, beviser hun dertved, at Hun i en høy Grad
besidder det, man kalder Pedanterie, og at hun med tigesaa god Ret bøk kaldes Pedantinde,
som Msr. Facon Pedant.
Monsr= Vielgeschrey giver man neppe nogen enstændigere Titul, end naar man
nævner ham ved sit pæsentlige Navn, og kalder ham Pedant. Ved alle Leiligheder brin¬
ger han sine egne Egenskaber og Fortienester paa Bane; thi alle Pralere ere Pedanter,
saasom de giøre Væsen af slet intet. Treffer han for en Smigrer, der giør Haandverk af
at narrs Folk i gabne Øyne, anhøret han med største Behag al den utilkommende Berøm¬
melse, en saadan legger paa hans Person eller Fortienester, og han spørger paa det nøyeste,
hvad man synes om den eller den af hans fattige Bedrifter, for at kunde tilveyeb ringe sig en
endnu større Lovsang. Hans sparsommelige Huusholdning og hans nøye Opsigt med
hans Kone og Kokkepige, samt og hans daglige Retter om Ugen, ere udi offentlige Selska¬
ber baade Indgangen, Texten og Beslutningen af hans Discourser, da han vel og er i Stand,
til, at kunde give Lectioner udi Kaage= og Syltekunsten. Har Mr. Vielgeschrey kiøbt eller
prakket sig en Æretitel til, og nogen forglemmer ved hvert andet Ord at give ham den, over¬
trækkes strax hans Ansigt med mørke Skyer, og han bryder i en Hast Samtalen med en saa¬
dan over, om den end angaaer hans Velfærd og Embeds=Pligter.
Lader os nu holde Madame eller Mademvis. Vanetres Adfærd imod dennes; Man vil
da blive vaer, at det, man kalder Pedanterie hos Mr. Vielgeschrey, findes i lige Grad hos
hende. Hun fortæller tusinde Historier eller Fabler om sig selv og den Høyagtelse, man
ved alle Leiligheder beviser hende. Hvor stor en Mængde af Friere hun har eller har havt.
Hvor megen Umage og hvor store Omkostninger de have gjort eller giøre, for at vinde hen¬
des Hierte. Hun opregner med en Hiertens Latter de utallige spidsfindige Giensvar, hun
har vidst at give adskillige af begge Kiøn; og hun glemmer ikke derhos, at lade de Anhø¬
rende vide, at man derudover giver hende allevegne Navn af en skarpsindig og veltalende
Skiønhed. Er Vanette gift, maa hendes Mand, Børn, Tienestefolk og Huusholdning
give den største Materie til hendes Discourser, og om hun end tydeligen nok kan see, at de
Anhørende bide sig i Lippen, for at tvinge deres Latter, fortsætter hun dog hendes hierte¬
brekkende Selvroes, det længste hun kan. Er hendes Mand i Rangen, og nogen kommer
for Skade, at kalde hende Madame i Steden for Frue, tør den samme ikke vente, at faae
saa formastelig en Forseelse saa hastig forsonet. Men forseer nogen af hendes Betientere
sig herudi, raader man den samme, at den enten ved et bodfærdigt Knæfald afbeder sin For¬
brydelse imod Fruens Høyhed, eller og strax at forlange sin Afskeed. Hvo vil nu nægte
Madame eller Mademois. Vanette saa anstændig en Titel af Pedantinde, og hvorfore kal¬
der man hende ikke saa?
Monsr. Naaløye fortiener ingenlunde det nederste Sted iblant Pedantere, saa
længe han bliver ved at giøre Væsen af Lapperier. Han anvender sin heele Tiid paa unyttige
og lidet magtpaaliggende Ting. Disse holder han hellige. Disse iagttager han paa det
nøyeste. Disse glæder og fornøyer han sig over. Disse ærgrer han sig til Døde over. Ja
om disse taler han ved alle Leilibheder i saa høy og alvorlig en Tone, som det kunde være om
Ting, hvorpaa det heele Riges Velfærd beroe. Den mindste uordentlige Frisure i hans
Haar eller Peruque, den mindste Fold eller Krølle paa hans Kiol. Den mindste Stivelse¬
Plet paa hans Lintøy bringer alle hans Sandser i en yderlig Forvirring; og han skulde
hellere vilde forsømme de Ting, der angaae hans Velfærd, end at han kunde overtale sig til,
at lade sig see paa noget Stæd i saadan en Tilstand. Er Msr. Naaløye en Militair=Per¬
son, spiller han vel sin Pedanterie=Rulle med en mindre Opmerksomhed af andre, i sær af de
