1481
rødelskende Damer; Men Pedanten stikken dog i utallige Maader kiendeligen nok frem, og
hans pedantiske Adfærd, saavel uden som under hans Stands Forretninger, giver de For¬
nuftige, end og af hans egen Stand, det latterligste Skuespil. Er han derimod een af de
saa kaldede Lærde, bliver Skummet, Skallen og Barken af Videnskaberne hans Hovedsag.
Disse Lapperier forelsker han sig udi. Disse belæsser han sin Hierne med. Disse giør han
Væsen af Disse forsægter han med en tærende Nidkierhed og Hidsighed. J Antiquitæ¬
ter eller gamle Ting forgaber han sig saa, at han, som en vis Skribent melder, væmmes ved
alt Nyt, end og ved hans unge Kone; og han fordyber sig saaleedes i Ethmologie elltr Ords
Oprindelse, at han ingen Oprindelse vidste til sine egne Børn, hvis hans Kone var desmin¬
dre frie og omgængelig med hendes Galan udi de smaa Sløyekiolers Nærværelse.
Vende vi os nu fra Mr. Naaløye til Madame eller Mademois. Bagg nelle, bliver Scenen den
samme, naar man undtager Forandringen af Machiner eller Kiønnet. Alt hvad hun bryder sit Ho¬
ved med, er lutter Lapperier. Med Hovedet fuld af Lapperier staaer hun op. Med Lapperier fordri¬
ver hun den ganske Dag. Og med Lapperier gaaer hun til Sengs. Et Læg meer eller mindre paa
hendes Franske Sæt giør det ganske ubrugbart, og forskaffer hendes Pige tre heele Dages Løben og
Renden fra og til Opsættersken. Samme Lykke have og hendes Klæder, hendes Snørliv, hendes
Skoe og hendes sorte eller hvide Manteline med Munkehatten i Nakken; og hvor megen Bryderie
koster det vel ikke saavel hende selv, som dem, hun herudi har med at giøre, forinden hun saaer alt dette
i en brugbar Stand? Hvor stor en Mykke har vel ikke hendes Kammerpige, inden hun faaer hendes
Haar og Hoved=Prydelse i en behagelig Symmetrie, og hvor ofte skeer det vel ikke, at en Mislykke
herudi foraarsager, at hendes Kirke= eller Stats=Vifiter for den Gang gaaer reent over Styr? Er
Baggatelle gift, stiger Pedanteriet endnu høyere; og hvor vidtløftig maatte man vel ikke blive, hvis
man vilde anføre alle de Lapperier, som hun da opholder sig ved, saavel hos hendes Mand, Børn og
Tienestefolk, som udi hendes heele Huusholderskab? Har hun derhos havt en overtroisk Opdragelse,
bliver Scenen alt for latterlig. Hun tager da paa det helligste alle de Skikke i Agt, som hun har seet
og lært af hendes pedantiske Mama; og hun indpræker hendes Døttre de samme, dem hun byder og
alvorligen formaner, disse helligen at iagttage, for at kunde med Lykke og Velsignelse træde i hendes og
hendes Moders=Moders=Mormoders Fodspor. Tyge Brahes vanheldige og lykkelige Dage har
hun, som et Arve=Klenodie, fra flerde Leed af, opskrevne og indbundne udi et meget statseligt Bind, og
hun foretager sig ingen Tiid noget, førend hun har bespurgt sig med dette Orakel, og det udi en langt
større Devotion, end hine Romere, naar de vilde efterkaste eet eller andet udi Sybillernes Skrifter.
Hver Torsdags Aften haver hendes Spinderock og Garnvinde deres Hviledag, af en hellig Frygt for
Axel Thoresens Komme. Aldrig tager hun enten Meel, Smør, Gryn eller andre Huusvahre af no¬
get Træe= eller Steenkar, at hun jo ved Tildækningen giør et Kors derover, vel muelig, for at kyse
Rotter og Muus derfra. Driver hun Melke=Handel, udsælger hun ikke nogen Potte deraf, uden hun
først kommer Salt, Brød og Jld derudi, at ikke en Kiøbstæds Kokkepige skal forhexe hendes Malke¬
Koe. Ja hun sætter sig ingentiid paa et uis Sted ---. Men Ak! jeg vaagnede, førend jeg fik det
overleverede Blad igiennemlæst.
Jeg haaber vel, at denne korte Sammenligning kan være nok, til at bevise, at der ligesaavel
gives Pedantinder, som Pedantere; og at J, mine Damer! vil finde Eders livagtige Portraiter udi
Singuliere, Vanette og Baggatelle. Men hvis jeg meere vilde begræde end udlee Eders latterlige
Adfærd, maatte jeg, om aldrig før, vise mig en ægte Pedant. Min Drøm har aldeeles intet Alvor¬
ligt i sig, og hensigten dermed er aleene, at erindre Eder om det bekiendte Ordsprog, at Kragen raa¬
ber gierne paa sit eget Navn. Intet er sædvanligere hos Eder, mine Damer! end at give dem
af det andet Kiøn, der ikke i alle Maader kan eller vil være efter Eders Sind, Navn af Pedantere.
Men J røbe endog herudiEders eget Pedanterie, og J talede, maaskee et langt forstaaeligere Sprog,
naar J kaldte dem, der virkelig ere Pedantere, Eders Ordensbrødre. Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.
