142
Folk, der giøre en Hovedsag af den saa kaldede galante Levekunst, forsee dem allermeest
imod samme. Hvo veed og tilstaaer ikke, at det paaligger et Menneske, der er, som man
taler, kommen af Folk, at vise sig artig og behagelig imod enhver udi et Selskab, og ikke med
sit Vidende at være nogen anstødelig? Men hvo seer derimod ikke, i hvor mange Maader
en god Deel af vore unge Cavaillerer forløbe dem imod den Levekunst, de ere blevne op¬
dragne udi, og som de formeene sig i høyeste Grad at forstaae. Fæster man iblant an det sine
Øyne paa deres Opførsel paa dette Sted, vise de i adskillige Maader, at de forstaae intet
mindre, end at leve, og at de midt udi deres formeente Galanterie ere aldeeles ubehøvlede.
Vil min Herre give noget nøyere Agt paa deres Adfærd imod de her gaaende Fruentimre,
skal de befinde, at denne min Anmerkning har sin Rigtighed. Betragter man fremdeeles
deres Opførsel uden for dette Sted, i sær udi Selskaber, sporer man intet mindre hos dem,
end det man kalder Velanstændighed. Jeg maatte spørge, om den Person kan siges, at
han veed at leve, der, for at behage een eller anden udi et Selskab, overgyder den samme med
al den Artighed, han veed, men viser sig derimod ligegyldig imod de øvrige, endskiønt Be¬
kiendtskabet til dem alle er lige stort. Skeer dette udi et Fruentimmer Selskab, hvad bli¬
ver da vel Følgerne af den ulige Artighed og Bevaagenhed, som en Mandsperson lader see
imod et Fruentimmer, frem for de øvrige? Og hvor ofte skeer det vel ikke, at et saadant
Fruentimmer bliver et uskyldigt Offer for de Fornærmedes Hevngierrighed?
Til Beviis herpaa vil jeg, iblant utallige andre, ikkun fortælle min Herre et Exempel
udi een af mine Veninder, den jeg vil kalde Amanda, om hvis Dyd og ulastelige Forhold
jeg er fuldkommen overbeviist. Denne min Veninde har havt det Vanheld, at een af vore
alamodiske Cavaillerer, jeg vil kalde ham Anoureuz, har forelsket sig i hende. Hun har
saa meget desmindre kundet undgaae denne Cavaillers Bekiendtskab og Omgængelse, saa¬
som hendes og hans Familie ideligen omgaaes hinanden. Det er nu ungeser et Fierding¬
Aar, siden Mr. Amoureux giorde Amanda hans første Kiærligheds=Erklæring; men
som Amanda tillige med hendes Dyd besidder en god Forstand, har hun hidindtil stedse for¬
langt Opsættelse udi hendes Beslutning. Her des sædvanlige Fortroelighed til mig, tillod
hende ikke, at holde denne Sag ret længe skiult for mig. Jeg befandt og, at Mr, Amou¬
teuv, i Henseende til hans Skabning og Væsen, haver noget Jndtagende hos sig; men ved
nøyere indhentet Kundskab om denne Cavailler, fik jeg Bekræftelse paa den Slutning, jeg
hos mig selv havde giort mig om ham, nemlig, at han selv veed noget meere af det Jndta¬
gende, han besidder, end han burde. Man beretter mig, at han agter sit Speil for een af
hans bædste og kiæreste Sager, saasom det samme giør ham den Fornøyelse, at vise ham
hans Ansigt og Legems Danne se, saa ofte han forlanger; Og har jeg saa meget desstørre
Aarsag, at troe denne Beretning, saasom jeg, de Gange jeg har været i Selskab med ham,
har merket, at hans Øyne ere saa vante ved et Speil, at han, end ikke, naar man taler med
ham, kan holde dem derfra; Ligesom han og gierne mager det saa, at han kan faae sit Sæde
lige for et Speyl. Man beretter mig og, at min Veninde Amanda er den Tiende i Tallet
45 Stadens Skiønheder, som Mr. Amoureux har forelsket sig udi, hvilket er eller ikke no¬
get Usædvanligt for vore galante Cavaillerer. Amanda er da for nærværende Tiid den
Soel, af hvilken hans forliebte Siel oplives og vederqvæges; eller og, for at tale udi hans
eget Sprea, den Gudinde, han aleene ærer og tilbeder. Jeg maa og vidne med ham, at
hans Forliebelse i Amandaer for nærværende Tiid saa heftig, at man hart af finder alle de
Daarligheder i hans forliebte Opførsel, som hine Romanskrivere paadigte deres qvindagti¬
ge Helte. Men det maatte falde min Herre alt for væmmeligt, hvis jeg vilde opregne disse.
