243
Det jeg egentlig vil sige, og som i Besynderlighed fortiener at anmerkes, er dette, at
Mr. Amoureux midt i hans formeente Galanterie viser sig aldeeles ubehøvlet. Vil jeg
have Navn for, at jeg veed at leve, bør jeg og i alle muelige Maader iagttage alt det, som en
ret galant Levekunst udkræver. Men jg formeener, at den rette Levekunst tilholder, at
jeg udi min Opførsel bør vise Fornuft og Eftertanke, og at jeg udi et hvert Selskab, af lige
Stand og Bekiendskab, bør lade min særdeeles Bevaagenhed og Høyagtelse for een eller
anden staae til Side, for at kunde vise mig lige artig og bevaagen mod dem alle. Jeg for¬
meener fremdeeles, at den Levekunst, der medfører et frit Væsen, hvorved Velanstændighed,
og Blufærdighed settes til Side, ikke kan kaldes en galant Levekunst, men den galante
Schlendrian; og denne er det, som vore alamodiske Messieurs kalde og holde for en ret
galant Levekunst, da dog deres frie Opførsel ey alene giør dem selv latterlige og foraatede
udi alle Fornuftiges Øyne, men den samme foraarsager endog, at andre, som de øve deres
formeente Galanterie imod, blive beskiæmmede og gjorte til en Fabel i alle Letdømmendes
Munde. Denne Følge have en god Deel af mit Kiøn havt følelige Prøver nok af; og
min Veninde Amanda har aldeeles ingen Aarsag, at fornøye sig over det Galanterie, som
hendes Amoureux har bebyrdet hende med.
Jblant utallige andre Prøver paa hans ubehøvlede Galanterie, vil jeg alene melde
om een: Amanda og jeg, tillige med endeel andre Fruentimmer, vare for faa Dage siden
indbuden paa et vis Sted, hvor Mr. Amoureux aldeeles ingen Adgang og Bekiendtskab
havde. Jkke destomindre maatte vi dog uventeligen see, at Mr. Amoureux, der alleveg¬
ne vil hænge i Hælene paa Amanda, indfandt sig her. Saasnart hans Øyne, efter aflag¬
de Compliment for os alle, vare faldne paa Amanda, stod han som en livløs Støtte, uden
al Sands og Mæle, saa at jeg troede, at Amandæ Øyne paa den Tiid havde den samme
Egenskab, sam Medusæ, om hvilken man fortæller, at alt, hvad hun saae paa, blev forvand¬
let til Steen. Vores Vært og Værtinde vidste alt for vel at leve, at de vilde efterlade at
give denne selvbudne og dem ubekiendte Giæst sit Sæde og Andeel af de frembaarne Tracta¬
menter. Mr. Amoureux kom derefter til Live igien. Hans Øyne vare uophørligen hen¬
vendte paa Amanda. Han talede til og med ingen anden, end Amanda. Og Amanda,
kort at fortælle, var og blev den heele Tiid den Eneste, imod hvilken han lod alle de Galan¬
terier see, han vidste. Selskabet skulde ikke saa lettelig kunde have giettet, hvilken den
Magnet var, der havde trukket Mr. Amoureux didhen, hvis han ikke selv paa saa kiende¬
lig en Maade havde ladet dem det vide. De Tilstædeværende maatte have været alt for
dumme, hvis de ikke skulde kunde have merket det; Ligesom de og med en idelig Smilen og
Hvisken til hinanden noksom gave deres Mistanke tilkiende.
Jeg ærgrede mig paa min Venindes vegne, saasom jeg forud saae, at hun vilde kom¬
me til at lide under denne forliebte Nars ubetænksomme Opførsel. Jeg afdrog hende fra
Selskabet i et andet Værelse, for at sige hende det, som hun maaskee ikke selv havde merket;
Men Narren var strax i Hælene paa os. Jeg blev endnu meere ophidset. Min Herre!
sagde jeg, De maa forlade, at jeg anseer Dem for en Person, der veed meget lidet eller slet
intet at leve. Denne saavel, som Deres øvrige Opførsel udi dette Selskab, legger mig
disse Ord i Munden. Befaler ikke Velanstændigheden, at man udi alle Selskaber bør
forholde sig saaleedes, at man ey paadrager sig med sit Vidende nogens Mishag. Jeg
sætter, at det end ikke var os saa meget om een eller anden Persons Gunst at giøre; bør
man dog ikke vogte sig for, at man ikke tilveyebringer sig selv frievilligen dens Had? Be¬
sidder min Herre mindste Forstand, vil De selv tilstaae mig, at det, i sær udi et Fruentim¬
mer=Selskab strider aabenbare imod Velanstændigheden, at en Mandsperson viser sig
