144
meer bevaagen og artig imod eet Fruentimmer, end imod de øvrige. Bild Dem ikke ind, at jeg siger
deette mindste Hensigt paa min egen Person; thi jeg vilde visselig ansee Deres Artighed og Bepaa¬
enhed i for den største Vanære, mig kunde vederfares. Men Nidkierhed for denne min Venindes
Ære tvinger mig til, at tiltale Dem i saa ubehagelig en Tone. De maatte visselig, min Herre! nu
første Gang have kiget ind i Verden, hvis De ikke skulde vide, hvor stor en foragtet Skiønheds Vrede
er, og hvor lidet hun formaaer, at sætte hendes Hevngierrighed Grændser. De burde vide, hvor deli¬
cat et Fruentimmer er i dette Stykke. Et hvert honnet Fruentimmer formeener sig, og det med
Grund, at kunde være ligesaa høyagtelsesværdig, som andre af lige Stand. Er hun end ingen Skiøn¬
hed, har dog intet sædvanlig Speil endnu formaaet, at kunde forestille en grim Semproma hendes
uindtagende Skabning saa naturlig, at hun selv skulde kunde see, at hun har et Ansigt, der ey kan lides.
Heraf kan min Herre giøre Slutning til de her værende Fruentimre, paa hvis Skiønhed og indtagen¬
de Væsen min Herre dog aldeeles intet kan have at udsætte. Hvor høyligen maa vel ikke disse have
fundet dem fornærmede ved den særdeeles Artighed og Bevaagenhed, min Herre har ladet see imod
Amanda? Hvor stor maa vel ikke disses Fortørnelse være over den Foragt, min Herre derved har
ladet see imod dem? Og hvor slet vil de vel ikke beskrive min Herres Person og Levekyndighed, naar
de finde Leilighed til at erindre Deres Navn i andre Selskaber? Men ey nok -- -. Her faldt
Narren mig ind i Talen; Mon Dieu! sagde han, ich mache mir nichts daraus. (Saa meget Fransk
og Tydsk vidste han dog) Hvad gaaer mig, sagde han videre, andre Fruentimre an? Er Amand¬
mig kans bevaagen, leer jeg af alle andre Fruentimres Ugunst; --- Jeg tager Dem, min Herre!
svarede jeg, paa Deres Ord. Det er Dem, siger De, alene om Amandæ Bevaagenhed at giøre.
Men meener De, at De ved en saadan ubetænksom og fornærmelig Opførsel, som denne, De her har
viist, kan erhverve Dem Amandæ Bevaagenhed? Jeg troer meget hellere, hendes Ugunst og Foragt?
Troer De, maaskee! at ikke Amanda besidder lige saa megen Forstand, som Skiønhed? Og tænker
De vel, at en Opførsel af hendes Elskere, hvorved hendes gode Rygte ufeilbarlig vil forringes, kan
have været hende behagelig, da hun nu, formedelst min Herres ubetænksomme og anstødelige udviste
Galanterie, uforskyldt maa vente sig disse her værende fornærmede Fruentimres Misgunst og hemme¬
lige Eftertale, den de ingenlunde vil forglemme, ved alle Leiligheder at erindre, til hendes liden Ære
og Fordeel. Herved blev vores galante Nar maalløs; og min Veninde, som imidlertid havde staaet
ved et Vindue for sig selv, vendte sig i det samme om til os; Min Herre! sagde hun, den Opsættelses¬
Tid, jeg har forlangt ud, min Beslutning, er nu udløben, og mit endelige Svar, til min Herres beha¬
gelige Efterrettelighed, indbefatter jeg i et kort og hiertem eenende Ney; hvorpaa hun strax forføyede
sig bort. Jmidlertid har dog min uskyldige Veninde allereede høstet Frugter af denne og hans for¬
rige udviste Galanterier; og vilde jeg ret ønske, at han tillige med alle hans galante Brødre maatte
komme under Drømmerens satiriske Pen. Mig syntes, at jeg ved disse hendes Ord brast i en hierte¬
lig Latter; Men hvor meget hierteligere vil hun vel ikke selv lee, naar hun her læser hendes egne An¬
merkninger og Tale igien, og derved seer hendes Ønske opfyldt? Dog burdte jeg vel have vaagnet,
førend jeg sagde dette.
Her hører J, mine Herrer! min havte Drøm. Jeg giver Eder nu selv at betænke, hvorvidt
Eders formeente Kyndighed udi den galante Levekunst strekker sig. Saameget maa jeg melde, at
hvis J, mine Herrer! ikke ere større Theoretici end Practici udi denne saa høyt dyrkede Videnskab,
kunde J behøve, at gaae anden Gang ind i Eders Moders Liv, for at fødes og opdrages paa nye igien.
Man vil sige mig, at den galante Levekunst læres allerbædst ved idelig Omgang med Fruentimre.
Jeg maa og tilstaae, at hvis de alle ere af saa sunde Sentiments, som min omdrømte Jomfrue, J da,
mine Herrer! kunde høiligen behøve, at lade Eders grove Galanterie afhøvle hos det smukke Kiøn.
Jeg forbliver &c.
Imprimatur, J. C. KALL.
