146
og sikkerste Slags Veyvisere, var jeg dog glad ved, at jeg havde noget, at stille min Gang
efter, for at kunde komme ud af denne fæle Skov. Jeg løb og faldt; jeg stod op, løb og
faldtigien; og jo stærkere jeg løb, jo længere syntes mig, at min Veyviser var fra mig.
Omsider, kom jeg dog ved dens Veyviisning ud af Skoven; og mig syntes, at jeg nu
befandt mig paa en viid og aaben Mark, der dog overalt var begroed med Tornbusker,
Tidsler, Nelder og andet Ukrud.
Min tienstagtige Løgtemand forsvand; og jeg befandt mig nu atter, til min store
Bedrøvelse, i et stort Mørke. Jeg havde allereede besluttet, at sætte mig need, hvor jeg
stod, for der at oppebie Dagens Lys, da jeg just i det samme, ungefær et Par hundrede Skrit
fra mig, blev et stærk Skin af en Mængde Lys vaer. Jeg tog Veyen ligefrem til det Sted,
hvor mig syntes, Skinnet kom fra, og derudover ey alene blev saaret paa mine Been af de
Tornbuske, jeg maatte trænge mig igiennem; men saasom jeg og udi min Skynden ofte
snublede og faldt, fik jeg mine Hænder og min Ansigt ilde tilreed. Var dog i alt dette glad
over, at jeg endnu havde min Næse og mine Øren i Behold.
Da jeg nu paa nogle Skrit var kommen det ommeldte Skin nær, fik jeg paa et høyt
Sted en overmaade høy og stor Bygning at see, der havde en Lignelse efter de Aftegninger,
jeg har seet paa hine gamle heedenske Templer. Jeg blev begierlig efter at komme denne
Bygning nærmere, for ret at kunde betragte den; men min Nysgierrighed bragte mig i en
Cloac op under begge mine Arme. Her sat jeg i en ret hæderlig Maade. Her var vel en
almindelig Fred, men ingen sund Luft; og min Næse, den jeg før var glad over, at jeg
havde i Behold, var mig paa dette Sted ikke til nogen behagelig Fordeel. Jeg havde
gierne forundt vore parfumerede Stratenjunkere, Snuushaner eller Petits-Maitres,
hvad jeg maa kalde dem, et mageligt Sæde hos mig. Til min gode Lykke kom der nogle
Natfarere med fulde Ladninger til dette deres Lossested. Jeg gav strax Hals og bad, de
vilde hielpe mig op. J det de slæbede mig op, sagde een af dem: Her var Død og Krune
det ene Møg kommen til det andet. Om det paafølgende vil jeg intet melde. Kort sagt:
Jeg blev spottet og reenset, og det just ikke paa den fineste Maade. Jeg spurgte dem, hvad
det var for en stor Bygning, jeg kunde see for mig? J kan gaae hen at see ad, svarede de,
saa faaer J det at vide. Jeg takkede for god Underretning, og tog en Omvey, for ikke paa
nye at komme Forgaarderne for denne Bygning for nær. Jeg kom omsider derhen, og
blev en stor Deel Mennesker vaer, som trængede sig i Hobeviis op til Bygningen.
Needen for Opgangen forefandt jeg en Mængde sønderbrudte Stykker af Træe¬
Steen= og Metal-billeder, og merkede jeg af Paaskrifterne, at disse sønderslagne billeder
havde været Afbildninger paa de Gudinder Gudsrygtighed, Retfærdighed, Sand¬
hed og Kierlighed. Jeg tænkte, man havde forsærdiget nogle nye Afbildninger i Ste¬
den for disse fønderslagne; men jeg erfarede siden, at disse Gudinder intet Sted havde i
denne Bygning. Oven paa Trappen stod ved den høire Side af Indgangen et stort for¬
gyldt billede, der forestillede et leende Fruentimmer; og paa den venstre Side et andet af
lige Størrelse, der med et haanligt Øyekast og spotske Miner syntes at spotte de Forbigaaen¬
de. Af det Lidet, jeg allereede havde seet, gjorde jeg mig en slet Forestilling om denne
prægtige Bygning; og i det jeg stod i Beraad med mig selv, enten jeg turde gaae derind
eller ey, blev jeg af en Sværm Mennesker, der trængede sig frem paa Trappen, saa got som
baaren derind.
Jeg blev nu overbeviist om, at denne Bygning var en Tempel. Jeg saae her et stort
og prægtigt Altere, hvorpaa lad en Gudinde, hvis Ansigt og Øyesyn var meget hesligt og
afskyeligt. Et hvert Haar paa hendes Hoved syntes at være en levende Slange. Af hen¬
