148
paa hendes Skiød, kastede nogle af de omsværmende giftige Jnsetter deri, og gav de Led¬
sorne det at drikke. Derefter maatte disse trine op til Alteret, for at kysse Gudindens Fød¬
der, til Tegn af deres Underdanighed og Ærbødighed, og derefter hendes Mund, til et
Beviis paa Gudindens Gunst og Fortroelighed til dem. Neppe havde de fuldendt disse af¬
skyelige Ceremonier, at de jo strax begyndte at sætte de Forholds=Regler i Værk, som dem
vare blevne forelæste, da de end ikke forskaanede Præstinderne selv, hvorudover disse maatte
bringe dem ud af Templen, med Formaning, at vise samme Nidkierhed for deres Gudindes
Tieneste paa andre Steder.
Der disse vare borte, gik forbemelte Ceremonie for sig igien med et nyt Antal. Men
saasom jeg befrygtede, at Raden kunde ogsaa komme til mig, trængte jeg mig, det snareste
jeg kunde, igiennem Forsamlingen ud af Templen. Da jeg var kommen uden for, syntes
mig, at det var høy lys Dag; men til min store Forskrækkelse, mærkede jeg strax, at det var
en usædvanlig Lynen, der giorde denne Lysning, hvorpaa jeg hørte nogle overmaade stærke
Tordenslag. Jeg forføyede mig, det hastigste jeg kunde, need af Trapperne; men neppe
var jeg kommen ned, førend den heele Tempel saaes i fuld Lue, hvorudover der paakom mig
saa stor en Bæven og Rystelse, at jeg vaagnede derved, og sprang i Angest og Forvirrelse ud
af min Seng. Der jeg var kommen noget til mig selvligien, og kunde besindemig, at det
var kuns en Drøm, lagde jeg mig vel til Sengs paa nye; men den Skræk, der havde sat
mit Blod i Bevægelse, foraarsagede, at jeg ingen meere Søvn fik.
Jeg behøver vel ikke, mine Herrer og Damer! at forklare Eder dette mit ubehagelige
Nattesyn, eftersom J selv med Eders Forhold giver os en daglig Udtolkning herpaa. Men
Hentydningen deraf bliver mig saameget desmindre vanskelig at kunde giøre, saasom jeg
havde den Bedrøvelse at see Eder livagtigen iblant deres Tal, der knælede for den omdrøm¬
te afskyelige Gudindes Altar.
Jeg forbliver &c.
Imprimatur, J. C. KALL.
