Drømmeren.
Num. 37.
Løverdagen, den 11te October 1760.
Hr. Mm* med kiære Brødre!
J
maa ey, mine Herrek regne mig det til Last, at jeg nu og da tractere Eder med
Eders Eget, eller at jeg, saa ofte der forekommer mig noget i Drømme, som er over¬
eensstemmende med de Ting, jeg seer og hører af Eder, giver Eder det igien at læse i
mine Blade. J maa vide, m. Herrer! at jeg gaaer hver Dag i Skole, snart hos Døde,
snart hos Levende, at jeg selv kan lære det, som jeg i mine Blade fremsætter, ikke for at lære,
men for at erindre mine Medborgere om de Ting, som de selv vide eller burde vide. Det
Sidste er det Maal, hvortil jeg med mit ugentlige Arbeide har sigtet og sigter, saasom vi
desverre, behøve idelige Erindringer. Men det første er et tilladeligt Meivdel, hvorves
jeg søger, saa vidt min Tiid efter anden samlende Forfarenhed strekker sig, at kunde opfylde
mit Øyemeed. Jeg havde for nogle Dage siden den Fornøyelse, paa eet af de offentlige
Samlingsstæder, at høre mine Herrers Anmerkninger over de ældre og nyere Tider; og
da jeg just i Nat udi Drømme har havt en Samtale med min afdøde Ven udi samme Ma¬
terie, og den samme kunde maaskee nogenleedes tiene til en Decision udi Eders den Tiid
derom fremførte uliige Meeninger, formoder jeg, at kunde giøre Eder en Fornøyelse ved at
fortælle Eder samme.
Mig syntes, at min afdøde Ven, som jeg ellers paa nogen Tiid ikke har havt med at
bestille udi Drømme, aabenbarede sig for mig; men han kom mig heel fremmed for. Jeres
Attraae til mig, sagde han, saavelsom en anden Aarsag, har bragt mig til Jer. - - -
Hvorleedes gaaer det, spurgte han siden, med Jeres Uge=Arbeide? Heel langsomt, svare¬
de jeg, og aldeeles ikke efter Ønske. Min Forlægger besværger sig over dets liden Astræk
Han lader det nu og da standse. Jeg ønskede gierne dets ordentlige Fortsættelse. Men jeg
kan derimod ikke mistænke min Forlægger, om han lader et brødløs Arbeide ligge, naar an¬
det indløber, der giver en større og vissere Jndtægt; og bliver han end meere at undskylde,
naar han, formedelst paakommende Sygdomme, nu og da haver Mangel paa Sættere.
Det er ellers merkeligt, hvorleedes at endeel Ugeskrifter paa fremmede Steder, ved hvis
Jndhold en ret Skiønnere dog ikke vil finde noget usædvanligt Høyt og Rart, have kundet
finde Aftræk i 2, 3, ja heele 6 Aar, da man derimod hos os neppe kan bringe en Aargang til
Ende, hvis ey en tagen Præmmeration befordrer Aftrækken. Man læser, maaskee des
