Drømmeren.
Num. 38.
Løverdagen, den 29de Novemb. 1760.
Hr. Nn* med kiære Brødre!
J¬
eg skulde aldeeles ikke tvivle om, mine Herrer! at jo Eders Raad ere meget funde og
gode, naar de ellers, efter Ordsproget, kan komme vel tørre i Huus. Jeg havde
og, da Eders Bereedvillighed i at give eller nøde andre Eders Raad paa, blev mig
bekiendt, foresat mig, at vilde have raadført mig med Eder udi et vis Anliggende. Men
den Drøm jeg forgangen Nat har havt, har gjort mig aldeeles selvklog, i Henseende til
Eder, mine Herrer, saa at jeg nu ikke finder det raadeligt at betiene mig af Eders Raad,
da J ellers skal have lige stor Tak; ligesom jeg og vil bede, at J ey heller vil uleilige Eder
dermed for min Skyld.
Jeg drømte, mine Herrer! at jeg besandt mig hos en hæderlig og velbekiendt Mand,
hvor jeg foresandt et Par andre brave Mænd. Disse tre Fortroelige standsede ved min
Ankomst udi deres Samtale. Jeg vilde ey heller med min Nærværelse være dem til Hin¬
der, og derfore var sindet, efter aflagde Hilsen, at gaae min Vey; dog vilde Værten ingen¬
lunde tillade det, men nødde mig til at sidde hos ham. Jeg var og saameget des lettere at
overtale, saasom jeg vidste, at jeg af disse tre mig bekiendte Mænd, vilde, endog udi ligegyl¬
dige Ting, faae noget sundt og godt at høre. Jblant andet kom de ved en vis Anleedning
til at tale om Raadgivere. Det er, sagde vores ærværdige Vært, næsten en almindelig
Skrøbelighed hos os Mennesker, at vi ere alt for villige og hastige til at meddeele andre vo¬
res Raad. Jeg tilstaaer, at vi ere forbundne dertil, naar andre anmode os derom, og vi
ere i Stand til at kunde give dem et godt Raad. Jeg laster og dem, der udi deres Selvklog¬
hed foragte al Raadførsel; thi da fire Øyne, efter Ordsproget, almindeligen seer meere
end to; saa kan ofte en anden, der besidder mindre Forstand, end jeg selv, meddeele mig et
godt Raad. Jkke destomindre er det dog en unægtelig Sandhed, at man hartad kan give
fleere Exempler paa dem, der ere styrtede i en og anden slet Omstændighed formedelst Raad¬
førsel med andre, end paa dem, der ere blevne ilde farne ved at følge deres egen Beslutning.
Den almindelige Bereedvillighed til at meddeele andre sine Raad, bliver unægtelig de flee¬
ste Tider Aarsagen dertil. Skal man kunde meddeele andre et godt Raad, maa man nød¬
vendig selv værei Stand til at kunde indsee den opspurgte Sag med alle sine Følger; thi
-¬
