154
ellers meddeeler man Raad i Blinde. Men skulde det vel og være troeligt, at alle Raad¬
givere have den fornødne Jndsigt i alle omspurgte ulige Tilfælde? Og lad være, man end
besad en saadan Færdighed og Jndsigt, hvor let kan der dog ikke ved det givne Raads Jværk¬
sættelse enten begaaes en Uforsigtighed af Personen selv, eller og der kan indløbe en og an¬
den Omstændighed, som kan forvolde, at det bædste og fornuftigste Raad kan blive den ska¬
delig, som har sadt det i Værk? Men hvor meget meere voveligt, ja aldeeles uforsvarligt
er det da ikke at meddeele andre Raad i Blinde? Og hvor ofte begaaes vel ikke denne For¬
seelse af de fleeste Raadgivere? Sandelig ingen er saa dum eller ukyndig i nogen Sag, at
han vil synes eller have Ord for at være det, men han er meget meere strax færdig at give sin
Betænkning, endog i den vanskeligste Sag, naar man raadfører sig med ham derom.
Samle vi nu vores Erfarenhed om denne Sag, deels paa os selv og deels paa andre,
skal vi af tusinde neppe kunde udsøge ti Exempler paa sunde og gode Raadgivere, da man vel
og derhos skulde befinde, at den mindste Deel af disses fornuftige Raad ere lykkedes. Jeg
for min Deel maa vidne dette, at den største Deel af de Raadgivere mig ere eller have været
bekiendte, have deels været latterlige, deels ubillige og deels ildesindede Raadgivere. Lat¬
terlige Raadgivere kalder jeg saadanne, der paa min Raadførsel give mig saadanne almin¬
delige Svar, der vet i sig selv kan være rigtige, men som jeg meget vel Uden dem kunde vide
af mig selv. Jeg erindrer mig, at jeg, da jeg var bleven sadt i Embede, raadførte mig med
en vis Mand, om jeg skulde gifte mig eller ey, og om jeg i det første Tilfælde ikke kunde være
tient med Jomfrue N. N.? Denne gode Mand paatog sig strax en ærværdig Raadeher¬
res Mine, og jeg kunde af hans Øyne læse mig til, hvor hiertelig det glædede ham, at jeg
havde udvalgt ham til mit Orakel i denne vigtige Sag. Han sad længe heel dybsindig og jeg
forventede mig et overmaade fornuftigt og grundigt Svar. Efter lang Betænkning sagde
han omsider med en Geheimeraads Myndighed og Mine: Jeg er Jer høylig forbunden
for Jeres store Fortroelighed til mig. Min Betænkning om Jeres Forsæt er denne: J
giorde vel, hvis J tog Jer en Kone, men J giorde maaskee endnu bædre, hvis J kunde
leve ugift. J det første Tilfælde havde J vel end meere tilforladelig Medhielperske udi
Jeres Huus-Sager. Men i det sidste havde J Jeres Frihed. Beslutter J Jer til det
første, da kunde J være ligesaa godt tient med Jomfrue N. N., som med en anden, naar
Hendes Dyd og Forstand er Jer fuldkommen bekiendt, og J er forvisset om, at hun vil blive
en god og forsyn ig Huusmoder. Var dette ikke et heelt fortreffeligt Raad, mine Herrer!
og hvo skulde vel ikke, uden et alt for stort Hovedbrud, kunde have givet sig selv et ligesaa
grundigt og efterretteligt Raad? Af samme Beskaffenhed har jeg og befundet adskillige
Raadgiveres Raad i andre Begivenheder; og jeg har ikke, uden en Hiertens Latter kun¬
det anhøre dem.
Ubillige Raadgivere kalder jeg dem, der forlange, at man aleene skal have Fortroe¬
lighed til dem, og udi alle Tilfælde ey aleene tage dem paa Raad med sig, men endog blindt
hen følge deres givne Raad. At Børn eller Myndlinge bør finde sig herudi, saalænge de
staae under deres Forældres eller Formynderes Forsorg og Opsigt, lader sig høre, endskiønt
en god Deel af disse ikke sielden drive deres havende Myndighed temmelig forvidt i een og
anden Punct. Men der imod formeener jeg, at de, der aldeeles intet have at byde og
raade over mig, bør antage det for en blot Høflighed af mig, at jeg viser Fortroelighed til
dem, og tager dem paa Raad med mig i eet eller andet; og ligesom det blot alene beroer
paa min egen fri Villie at spørge den til Raads, saa staaer det og aleene i min egen fri Vil¬
