156
være enten dem selv, eller nogen af deres Familie hinderligt i deres egennyttige Ha ndel, og
deels for at hindre, at ikke den ellee den Familie skulde, formedelst en nærmere Adgang til
høye Vedkommende, svinge sig høyere i Veiret, end de og deres; og hvis man havde Lei¬
lighed til at faae Aarsagerne til een og andens slette Vilkaar eller Undertrykkelser under¬
søgte; skulde man maaskee befinde, at ikke en liden Deel af dem have deres ildesindede Raad¬
givere at takke derfor, som have kommet dem til at staae sig selv i Lyset.
Da nu de fleeste Raadgivere kan henføres til disse tre ommeldte Classer; saa maa vel
enhver tage nøye i Betænkning at aabne sit Anliggende for nogen; med mindre man for¬
hen har havt desstørre Prøver og Beviser paa dens Forstand, Forfarenhed og reedelige
Hiertelaug, som han vil raadføre sig med. Det skulde vel synes, at man gik den sikkerste
Vey, naar man udi sit Anliggende tog adskillige paa Raad med sig; men jeg befrygter, at
man derved vilde bringes i een end større Uvished om, hvad man skulde giøre eller lade.
Enhver, der besidder en smule Forstand og Forfarenhed, bilder sig ind at være ligesaa klog
en Raadgivere, som en anden. Desaarsage har den ene Raadgiver altid noget at ind¬
vende og udsætte paa denandens meddeelte Raad, i hvor klogt og grundigt det end maatte
være overlagt; og saasom den ene ikke vil ansees for mindre klog end den anden; saa tage
de som oftest paa begge Sider ikke i Betænkning at forkaste hinandens givne Raad, saa at
den, der skulde raadføres, bliver omsider ved disse stridige og supor kloge Raadgivere bragt
i en aldeeles raadvild Tilstand. Saaleedes har det sig med de fleeste Raadgivere i private
Sager; og give GUd, at det ikke alt for ofte skulde have sig ligeleedes i de - - - Men
jeg vaagnede.
Hvis J nu, mine Herrer! vil umage Eder med at læse vel over paa denne min for¬
talte Drøm, formoder jeg, at J baade vil tabe meget af Eders sædvanlige Lyst til at paa¬
tvinge andre Eders Raad; saa og at J, naar man end føger Eder om Raad, da enten
reent ud vil tilstaae Eders liden Jndsigt og Forfarenhed i det omspurgte; eller og, om J
end have den fornødne Jndsigt og Forfarenhed, J dog deels overlader det til den Spørgen¬
des egen fri Villie, enten han vil følge Eders givne Raad eller ey; og deels, at J ey raade
de Spørgende andet, end det, J nogenleedes forud kan see at være dem tienligt; saa at
hvad enten J ere Raadgivere i de private eller i publique Sager, J da vil sætte al Super¬
Kloghed, Egennytte og Misundelse aldeeles til Side, at hverken nogen i Særdeeleshed,
ller alle i Almindelighed skulde have Aarsag til at sukke over Eders givne Raad.
Jeg forbliver &c. &c.
lmprimatur, J. C. KALL.
