159
man ikke paa en hartad slavisk og nedrig Maade vil vige ham; maa man stedse ligge i Strid.
med ham, og man skal neppe ved nogen klarere og kraftigere Overbeviisning kunde oplyse
ham om hans indskrænkede Magt, end ved giennemtrængende Stokkeprygl. Men hvor
ufordragelig bliver vel ikke al Omgang med en saadan? Et fornuftigt Menneske kiender
sig Stilling og Omkreds iblant Mennesker og alle Creature. J det han fornuftig betrag¬
ter Tingenes naturlige Sammenhæng og den Cirkels Udstrækning, i hvilken han befinder
sig, indseer han, at det guddommelige Forsyn har endog forordnet ham dertil, at han skal
føye sig efter Tingenes Løb i Verden, og paa en eftergivende Maade efter sin Stillings Be¬
skaffenhed, lempe og rette sig efter andre; da deri mod den Egensindige, der i alle Tilfælde
lader sin Villie og eget Godtbefindende være hans Forholds=Regel, vil med Magt og med
Hovedet igiennem heele Vægge, og altsaa kan ikke andet, end ved alle Leiligheder vise sig
paastaaelig.
Samme Virkning har og en høy Jndbildning hos et Menneske om hans egen Jndsigt
og Klogskab. Hans stolte Egenkierlighed tillader ham neppe, at det nogen Tiid skulde
komme ham i Sinde, at han kan feyle. Stadfæster eller negter han en Meening, saa sæt¬
ter han, paa en gandske Pavelig Maade forud, at hans Decision, i hvor ugrundet den end
kan være, er aldeeles infallibel. Fatter han en eller anden Beslutning, er han aldeeles af
den Tanke, at ingen med et bædre eller klogere Overlæg har kundet sætte samme i Værk; og
vee den, der understaaer sig at imodsige eller imodstaae ham derudi. Et fornuftigt Men¬
neske dømmer derimod saaleedes: Andre kan have Ret og jeg Uret. Desaarsage seer han
gierne, at andre sige ham imod, paa det han derved kan desbædre og grundigere komme paa
Spor efter den Sandhed, han søger; og han hører med Glæde og Tak andres Betænknin¬
ger i alt hans Foretagende, dem han veed at føre sig til Nytte; og om han end ikke, forme¬
delst visse Omstændigheder, altid og aldeeles følger de samme, gaaer han dog ved dette Lys
saameget des sikrere frem, saasom han derved bringes paa Middelveyen, som den sikkerste i
al Vandel. Den indbildte Kloge følger derimod stedse sin egen Beslutning, og altsaa in¬
gen Tiid giver noget efter, enten i det større eller i det mindre, hverken i sin formeente Ret¬
tes Paastand, endog i smaa Ting, ikke heller i sine egne Meeningers Stadfæstelse og an¬
dres Benegtelse.
Til et Menneskes utidige Paastaaenhed giør endelig dette ikke den mindste Deel,
nemlig, at an holder det for en Skam, om han enten udi sin have de Ret, eller i sine Ord¬
Tvistigheder, end andre skulde give noget efter. Deslige Mennesker have et saa elendigt,
ja pøbelagtigt Begreeb om Ære, at de, uden al Jndskrænkning, holde det for en berømme¬
lig Seyer, naar de ved deres ufornuftige Paastaaenhed kan bringe det dertil, at andre lade
dem det sidste Ord; thi den Fornuftigste giver i saa Maader alle Tider efter. Det er og
en Sandhed grundet paa Erfarenhed, at en god Deel, saavel fornemme som ringe, saavel
Lærde som Ulærde, dømme saa pøbelagtigt herudi, og desaarsage ikke sielden beleer og for¬
agter dem, der med Fornuft og af Fornødenhed maa give efter. Men de Fornuftige have
et langt ædlere og høyere Begreeb om den sande Ære, end at de skulde holde a Eftergiven for
en Skam. De vide, at intet kan tilveyebringe nogen sand Ære, uden det, der har Sand¬
hed og Dyd til Grund; og da en utidig Paastaaenhed ingenlunde kan have sit Udspring af
saa ædel en Kilde, anseer de tvertimod en derved tilveyebragt Seyer for en virkelig Skam,
og holde med billighed alle dem, der søge en Ære ved deres halstarrige Paastaaenhed, for
aldeeles ufornuftige, ja daarekist værdige Mennesker.
Jeg smigrer mig selv med, at jeg ved disse mine Betænkninger har klæd de Herrer
Paastaaelige heel nøgne af, og at man derudi vil finde den rigeste Grund til deres utidige
