160
Paastaaenhed. En saadan Paastaaelig røber ey aleene derved sin store Uforstand og sit
stridige Gemyt; men han viser endog derved, at han er aldeeles ubehøvled. Hvor anstø¬
delig er vel ikke en saadan ved alle Leiligheder? og hvor stor en Misfornøyelse foraarsaget
han ey som oftest et heelt Sælskab? Man søger til den Ende Sælskaber, at man deels ved
alvorlige og deels ved skiemtende Samtaler vil søge en Slags Forfriskning og Hvile for
Sindet, naar man er entleediget fra sit Embeds eller Kalds Forr tninger. Er man nu
saa vanhældig, at man, som sielden slaaer Feyl, træffer for nogen af disse Herrer Paastaae¬
lige, hvor bliver da den Fornøyelse, man søger? Jeg vil langt fra ikke hermed sige, at
Fornøyelsen alletider bestaaer derudi, at den ene Sælskabs Lem snakker den anden efter
Munden, at man meget hellere fornøyer sig ved at høre keels en alvorlig og deels en skiem¬
tende Modsigelse, efter den førende Samtales Beskaffenhed. Men hvor aldeeles ubehøv¬
let fører man sig ikke derimod op, naar man ey aleene med en Pavelig Myndighed hugger
enhver Talende i Flanken med sin Modsigelse, men endog, uagtet man ingen anden Grund
bygger sin Modsigelse paa, end enten andres Sigende, der de fleeste Tider kan være falsk,
eller paa sit eget urigtige Begreeb om Tingen, med den yderste Haardnakkenhed forfægter
sin Mening, og derved tvinger en Fornuftig til at lade Hvidt blive Sort eller Sort Hvidt,
for ikke at underkaste sig ubehagelige Følger af Samtalens Fortsættelse til Sælskabets
Misfornøyelse.
Min Herre kan, om De saa behager, ved Leilighed fortælle Mons. N. N. eller en an¬
den af hans ligesindede Brødre, disse mine gjorte Anmærkninger, og derhos sige dem dette,
at i det de meene, at de indlegger sig en Ære ved deres utidige Paastaaenhed, tilveyebringe
de sig alle Fornuftiges Latter og Foragt, ja vel og Had og Fiendskab hoe dem, mod hvilke de
føre sig saa ubehøvlede op. Og det der kan siges paa en saadan utidig Paastaaenhed i den
lille Verden, det samme gielder ogsaa i Henseende til den store. Af en utidig Paastaaen¬
hed reiser sig de fleeste Ueenigheder og Processer imellem Medborgere, da de ikke sielden hel¬
lere opofre deres Ære og ganske Formue, end at de skulde ville have den saa kaldede Skam,
at taale en liden Tort eller Skade; og uendelige mange Krige have havt deres Udspring af
samme Kilde, og Million Mennesker ere derved blevne ulyksalige. Hvor lykkelige skulde
vel ey en og anden Nation kunde prise sige, hvis deres Fyrster endogsaa søgte deres Berøm¬
melse i at give efter? Saa ubilligt og uforsvarligt det maatte være, hvis man vilde laste
enhver Regent, der i visse Tilfælde viser sig paastaaelig. Saa bedrøveligt er det derimod
for det menneskelige Kiøn, naar en Fyrste aldrig vil lade sig bevæge til at give efter, og der¬
udover sætte sine Undersaattere i de ynkværdigste Omstændigheder -- - Jeg vaagnede.
Af denne fortalte Drøm kan J, mine Herrer! nogenleedes slutte Jer til, hvordan¬
ne mine Tanker nu ere om Eder. Jeg beder, J vil forlade mig, at jeg hidindtil udi min
store Eenfoldighed har anseet Eder for heel fornuftige Skabninger. Men hvis J, mine
Herrer, efterat J have hørt denne min Drøm, skul de endnu have saa ubillige Tanker om
Eder selv; er Skylden ingenlunde paa min Side, at jeg jo med denne min Drøm har
overbeviseligen nok søgt at føre Eder ud af dette Eders Dag=Drømmerie.
Jeg forbliver &c. &c.
Imprimatur, J. C. KALL.
