167
frue af samme Alder at finde i den heele Bye. Hr. E* gaar selv om med alle dem, han
har at bestille med paa Ræve=Kløer. Derfore giør han sig den faste Slutning, at alle
andre ere ligesaa store Ræve som han selv er. Hr. G* er selv ved visse Greeb bleven en
heel formuende Mand. Hvad Under da, at han har andre mistænkte for, at de betiene
sig af samme Greeb?
For enhver, der er vant til Omgang med Mennisker af adskillig Stand, vil disse
anførte Exempler paa en ugrundet Mistænkelighed aldeeles ikke falde utroelige; og kunde
end da denne Last nogenleedes passere u-anmærket; hvis disse Mistænkelige beholdte deres
u-kiærlige og ildegrundede Tanker om andre hos dem selv. Men naar den Mistænkelige
ey blues ved, snart hemmelig og snart aabenbar at udgive sine slette Tanker om andre for
noget, der virkelig har sig saaleedes i sig selv, hvilket som oftest skeer; Bliver Mistæn¬
keligheds Last i høyeste Grad u-menniskelig; og en Moralist eller Satiricus kan da aldrig
skiærpe sin Pen for meget imod deslige Mistænkelige.
Den ugrundede Mistænkelighed reyser sig og, som oftest af en forud fatted Mening
om et Menniskes Herkomst, saa og om den Stand, han er udi. Cornelius har havt det
Vanheld, at han er bleven avled af Forældre, hvis slette Forhold havde bragt dem over¬
alt i et ondt Rygte, og giort dem forhadte og foragtede hos alle. Hr. H. behøver en
Fuldmægtig. Cornelius, der faar dette at vide, melder sig hos Hr. H*. Men denne
hører aldrig saasnart Cornelii Faders Navn nævne, at han jo strax afslaar Ansøgningen,
uden at erkyndige sig om Cornelii Forhold og Duelighed. Spørger man Hr. H*, hvor¬
fore han giver saa habile og skikkelig en Persons Ansøgning Afslag? Svarer han: Søn¬
nen vil ganske vist træde i hans lastefulde Faders Fodspor. Man kunde for saa vidt holde
Hr. H* hans Mistænkelighed til gode, hvis ikke Erfarenhed havde lært ham, at Ord¬
sproget, Æblet falder ikke langt fra Roden af Træet, ey alletider holder Stik;
thi ligesom man seer lastefulde Børn, avlede af dydige Forældre; Saa finder man og dy¬
dige Børn, avlede af lastefulde Forældre.
Bartholomæus er et Menniske, om hvis Troeskab alle de ere overbeviiste, der have
brugt ham til en og anden Husgierning, men han er Soldat. Madame I* antager
Bartholomæus efter hendes Naboerskes Recommendation udi Dag=Leye ved hendes Rulle.
Hun har hørt et og andet om endeel Soldateres Tyve=Streger. Hun tør derfor ikke, i
hvor meget hun end kunde behøve det, vige en Fodbreed uden for hendes Rulle=Stue, end¬
skiønt begge hendes Piger staar hos Bartholomæus. Spørger man nu Madame I*, hvi
hun er saa frygtsom? Svarer hun: Gid Pokker troe en Soldat. De stiæle, saa mange
de ere. Men hvor ubillig og ukiærlig er vel ikke en saadan Slutning? Man har havt
adskillige Exempler paa, at Folk af hendes Stand have begaaet heel grove Tyverier. Alt¬
saa kunde man jo heraf med samme Føye giøre den Slutning, at Madame I* ogsaa er
en Tyv. Forsigtighed kan ved alle Leyligheder giøres fornøden, saasom der desverre gi¬
ves fleere onde end gode Mennisker. Men man bør og paa den anden Side vogte sig,
at man ikke forsynder sig, og handler imod den Pligt, som den rette Menniske=Kierlig¬
hed forbinder os til, nemlig at meene og dømme vel om alle, og ikke uden tilstrækkelig
Grund at fatte Mistanke til nogen.
Den ugrundede Mistænkelighed er ey alleene i sig selv syndig og lastværdig, men
den har endog mange slette Følger. Den giør et Menniske aldeeles uskikket til Omgang
