Drømmeren.
Num. 42.
Løverdagen, den 1ste Augusti 1761.
Hr. Rr* med kiære Brødre!
J¬
eg drømte, Mine Herrer! at jeg tillige med en god Ven aflagde et Besøg hos en
vis Mand, som vi ellers begge ofte omgaaes med. Vi kom just til ham paa en
Tiid, da han ikke andet Sælskab havde, end hans Kone og nyegifte Datter.
Vi bleve vel imodtagne med sædvanlig Venlighed og Høflighed; Men jeg mærkede ved
første Øyekast en tvungen Munterhed hos dem alle Tree; Ligesom og Datteren saae kien¬
deligen Græd=Øyet ud. Man beværtede os med det sædvanlige Eftermiddags Tracta¬
mente. Derefter forlod begge Fruentimrene os.
Det gamle Venskab og Fortroelighed imellem vores Vært og os tillod ham ikke at
fordølge sit Hiertes Anliggende for os. Forlad mig, sagde han, Mine kiærkomne Ven¬
ner, hvis jeg ikke har begægnet Eder med min sædvanlige Munterhed. Min eneste Dat¬
ter er, som J vide, efter al udvortes Anseende bleven vel gift, da Forsynet tilføyede
hende en Mand, som hun kunde lide, og som sidder i et Embede, der riigelig føder sin
Mand. Men hun er dog i alt dette bleven ilde gift, saasom hendes Mand er af det
Slags, der ere hastige til Sinds, og som blive rasende over den allerminste Ting, der
ikke er efter deres Sind.
Det anstaar mig vel ikke at rose mit eget Barn. Men da hendes Opdragelse, og
min og min Kones Omhyggelighed for at kunde giøre hende en brav Mand værdig, er
Eder Begge tilfulde bevidst; Undseer jeg mig aldeeles ikke ved at sige, at enhver fornuf¬
tig Mand maatte priise sig lyksalig ved et saadant Fruentimmer, som hun er. Hun be¬
sidder virkeligen Forstand og et føyeligt Gemyt; saa at jeg tilfulde er forvisset om, at
hun paa sin Side ingen gyldig Anleedning giver hendes Mand til den Ubesindighed, han
stedse lader see imod hende. Desuagtet har jeg dog, hver gang min Datter har besvær¬
get sig over hans Ubesindigheder, stedse talet hende imod, og formanet hende til at lempe
sig efter hans hastige Sind. Men jeg har siden erfaret, at hendes Føyelighed ingen¬
lunde kan forebygge hans Ubesindigheder, saasom den allerminste Baggatelle kan sette
hans Sind i Fyr og Flamme.
Jblant andre latterlige Prøver paa hans store Ubesindighed har jeg for nogle Dage
siden selv seet og hørt en, hvoraf jeg kan giøre Slutning til det øvrige. Min Datter
havde det Vanheld, at hun slog hans Blek=Glas i tu, imedens hand var ude i hans
Forretninger; og saasom denne Forseelse var den allerbetydeligste af alle dem, hvorøyer
