170
han forhen havde ladet sin rasende Vreede see, stoed min Datter paa Springet, at vilde
have flygtet Huuset, da jeg just i det samme kom ind til hende. Hun berettede mig da
under væmodige Taarer hendes havte Vanheld; men jeg kunde ikke andet end Lee, faa¬
som intet var mig utroeligere, end at hendes Mand for en saadan Baggatelle skulde vilde
vise sig saa rasende som jeg siden erfarede. Min Datter bad mig, at jeg dog for Guds
skyld vilde blive hos hende, indtil hendes Mand kom hiem, da hun udi min Nærværelse
vilde bekiende hendes Forseelse og afbede den, haabende, at han da af Undseelse for mig
skulde styre sin sædvanlige Hidsighed. Jeg maatte atter Lee. Jeg bebreidede hende
hendes utidige Frygtagtighed. Jmidlertid føyede jeg dog hende for saavidt i hendes For¬
langende, at jeg vel vilde blive tilstæde, men ikke at ville lade mig strax see af ham. Jeg
lod derpaa strax kiøbe et Blek=Glas af lige Størrelse og Skikkelse med det sønderslagne,
hvilket blev sat paa sit behørige Stæd udi hans Contoir. Derefter forføyede jeg mig ind
i min Datters Klæde=Kammer, som er ved Siden af hendes Mands Contoir, og forbød
hende, at hun ey ved hans Hiemkomst maatte lade sig mærke med nogen Ting.
Min Sviger=Søn kom derpaa ved det sædvanlige Klokke=Slet hiem, og forføyede
sig efter Sædvane ind udi sit Contoir. Aldrig saasnart var han bleven det nye Blek=Glas
vaer, at han jo med høy Røst begyndte at spørge, hvad det havde været for en Canaille,
der havde slaget hans Blek=Glas i tue, og sadt ham et andet i steden. Jeg hørte derpaa
at Blek=Glasset blev slagen imod Gulvet, og at Contoir=Dørren saaleedes blev slagen til,
at det rystede i Huuset. Jeg mærkede da, at det vilde gielde min Datter, og derfore
forføyede mig strax ind til dem. Min Sviger=Søn studsede ved min Ankømst; men havde
dog stor Møye ved at kunde fordølge sin Vreede. Jeg spurdte min Datter, om hun ey
befandt sig vel, siden jeg forefandt hende Grædende. Min Datter taug stille; og jeg
vilde ey spørge videre, for ey at give ham Mistanke om mit Komme. Min Kiæreste
græder maaskee, sagde han, fordi jeg spurdte, om hun havde slaaet mit Blek=Glas i tu.
Jeg vilde hellere, føyede han til, have mistet fiire Specie=Ducater, end mit gamle Blek¬
Glas. Jeg tvang mig det bædste jeg kunde for Latter; og bebreidede min Datter hendes
Uagtsomhed. Hun forføyede sig ud. Jeg bad min Sviger=Søn trine ind i sit Contoi
med mig. Min kiære Sviger=Søn, sagde jeg, maa holde mig til gode, at jeg som en
gammel forsøgt Mand, der af lang Erfarenhed har lært, hvorleedes en Kone med For¬
nuft bør omgaaes, siger Jer, at det ingenlunde er Forseelser af dette Slags, der bør
bringe en Mand i Harnisk imod sin Kone. Min Datters Taarer overbeviser mig om,
at Jeres gjorte Spørsmaal om det sønderslagne Blek=Glas ikke er skeed i en alt for be¬
hagelig og kiærlig Tone, da dog Skaden, hvilket jeg formoder, J selv indseer, er af
den Natur, at den hellere fortiener Latter end Vrede; og hvis en Mand af deslige For¬
seelser vil lade sit Sind bringeli Fyr og Flamme; kan han vel femten gange om Dagen blive
ophidset til Vrede, og følgeligen derved giøre baade sit eget og andres Liv, der skal om¬
gaaes ham, heel suurt. Har kiære Sviger=Søn noget at udsette paa min Datters Uagt¬
somhed i hendes Huusholdnings Sager, og i de Ting, der angaae Eders fælles Bædste?
Eller udviser hun maaskee ikke den Føyelighed og Kiærlighed for Jer, som hende tilkom¬
mer? Siig mig det uden minste Forbehold, da kiære Sviger=Søn skal erfare, at jeg ey
skal give hende minste Medhold.
Min Sviger=Søn forsikrede mig da helligt, at han i alle Maader var meget vel
fornøyet med min Datter, og at han elskede hende saa høyt, som nogen Kone kan blive
elsket af sin Mand. Men han maatte tilstaae, at han var noget hastig til Sinds, hvil¬
ket han ikke kunde ændre, men at han strax er god igien. Han bad mig derfore, at jeg
vilde holde ham denne hans Skrøbelighed til gode, og at jeg vilde foreholde min Datter,
at hun ey vil ansee samme som nogen Ondskab og U-kiærlighed imod hende --- Jeg vil
