2
Men formedelst en særdeles merkelig Aabenbaring, den jeg har drømt
eller læst mig til, er jeg bleven afskrekket fra at følge disse Skribenteres Fod¬
spor. Mig syntes, jeg befandt mig paa en overmaade stor Sahl, hvor jeg
saae en anseelig Mand siddende paa et forhøyed Sæde, og paa Sahlen en
stor Forsamling af levende Skabninger. Jeg listede mig saa uformerkt ind
iblant Forsamlingen, for at høre, hvad her kunde være at bestille. J det sam¬
me saae jeg en Person at trænge sig igiennem Skaren, hvorpaa jeg strax hørte
100de Forbandelser, og enhver af de Forsamlede angreb ham med de haar¬
deste Skieldsord, og stødte ham fra den ene Side til den anden. Dog
trængde han omsider igiennem, og kom frem for den Anseelige, paa det
forhøyede Sæde. Hvo er du, sagde den Anseelige, at du er saa velkom¬
men, og at man hilser dig paa saa kierlig en Maade? O! svarede For¬
samlingen, denne er en Fiende af det menneskelige Kiøn, og en bestandig
Forstyrrere af vores Fred. Alle Stænder hader ham, ja Jorden selv har
Afskye for at bære ham.
Vi maa høre Mandens egne Ord, sagde den Anseelige, og bød den
Anklagte at tale. Denne nærmede sig med Frimodighed og et munter Aasyn
til den Anseeliges Stoel. Mine Forfølgelser, sagde han, ere almindelige,
fordi de fleeste Mennesker forbande den Haand, der stræber at læge dem, og
kysser derimod paa den, der udrekker sig til deres Ulykke. Af Haandverk
er jeg en Satyricus, og jeg meener, at dette er alt nok sagt, til at viise
Aarsagen, hvorfore disse Forsamlede give mig saa deylige Skudsmaal.
Dette vil jeg alene legge til, at mit og mine Medbrødres Arbeide har hidtil
Dags været forgieves, og at vi maaskee kunde vente os større Frugt, hvis
vi paatoge os at afrette de vildeste og grummeste Dyr.
Jeg har ofte, svarede den Anseelige, hørt tale om Satyrici; men
de de ere stedse blevne afmalede med de hesligste Farver. Saa meget har
jeg lagt Mærke til, at det, der giør deres Haandverk meest forhadt, er,
at de med deres Satirer sigte til visse Personer, hvilket ikke synes billigt.
Jngen af os, svarede den Anklagte, vil have Ord for, at de sigte til
visse Personer; men jeg understaaer mig ikke, at erklære enten mig selv eller
mine Medbrødre aldeeles frie derfor. Vi Satyrici ere gemeenligen ingen
gode Metaphysici. Det falder os derfore besværligt, at kunde skille Lasten
fra Personen; Ligesom det ikke ellers er vel giørligt, at kunde forestille sig
en Last, uden tillige at forestille sig de Personer, hos hvilke Lasten findes.
Men da ingen Last pleyer at være saa ulykkelig, at den ikkun skulde have een
eller toe Elskere, end og iblant dem, vi aldrig have seet eller kiendt; Saa
kan ingen med Vished sige, til hvem af dens Elskere vi i sær have sigtet;
