3
Vel nok, sagde den Anseelige; Men da du, efter egen Tilstaaelse, in¬
gen Frugt seer at kunde høste af dit Arbeide, hvorfore needlegger du da ikke
dette forhadte Haandværk, og tager dig noget andet fore, hvorudi du kunde
blive dine Medborgere til større Nytte? Jmod min Villie, svarede den
Anklagte, maa jeg være en Peripateticus, eller en saadan, der ideligen
vanker om fra een Patron til den anden, for at tilbyde det almindelige Væ¬
sen min Tieneste; men det synes, som at det Borgerlige Selskab ikke be¬
høver den, siden den har Dosmere og Døgenichter foruden mig. Jmidler¬
tid har den Forbindtlighed, Naturens Lov paalægger enhver, at befodre sin
egen og andres Fuldkommenhed, givet mig Fuldmagt til at gaae mine Med¬
borgeres Laster og Uordentligheder i Møde; og omendskiønt jeg, formedelst
Mangel af Bestalling paa nogen anden Forretning, ikke kan være det al¬
mindelige Væsen til den Nytte, jeg ønsker; formeener jeg dog, at jeg under
denne min Forretning kan være det Borgerlige Selskab til ligesaa stor
Nytte, som mangen en Velbestalter uduelig eller magelig. Men høster jeg
end ikke den Frugt af mit Arbeide, som jeg ønsker; saa bør jeg dog derfor
ikke afstaae fra at skierpe min Pen imod mine Medborgeres Laster, for at
forekomme, at de ikke skal blive verre; og jo fleere Elskere der findes af
Laster, jo større bør og deres Antal være, der skierpe deres Pen imod Ver¬
blive mærket af en anden.
dens fordærvede Sæder, paa det at hvad der kunde være skiult for een, kan
Vel an! svarede den Anseelige, eftersom du hellere vil bandes,
hades og forfølges, end at du vil være en aldeeles ørkesløs Lem i det Bor¬
gerlige Selskab; Saa overlader jeg dig til din arbeidsomme Særsindighed.
Men J, sagde han til de Forsamlede, som ere hans Anklagere, mager det
saa, at denne og hans Brødre kan herefter blive ørkesløse og ubrugelige
Lemmer i det Borgerlige Selskab; thi uden saa skeer, kan hverken J eller
jeg formeene ham, at øve det Haandverk, som Naturens Lov, under den
mægtige Sandheds Beskyttelse, beordrer ham til.
Jeg overlader nu til mine Læsere selv, at skiønne, om jeg ikke, for¬
medelst denne Aabenbaring, har gyldig Aarsag til at skrive, alene for at skri¬
ve, og ikke at befatte mig med andres Laster og fordærvede Sæder. Jeg har
saa høye Tanker om mine Medborgere, at en stor Deel af dem ikke engang
selv seer deres Feyl. Hvorfore skulde jeg da vel kunde see dem? Jeg veed
og, at mange Laster maa ansees som staaende Capitaler, hvoraf der aarli¬
gen trækkes anseelige Renter. Men handlede jeg vel som en redelig og ret¬
sindig Borgere, naar jeg, ved at søge disse Lasters Undergang, vilde giøre
Skaar i mine Medborgeres Jndkomster og Levebrød? Endeel Philosophi
lære jo, at det Onde i Verden giør det meeste til dens Fuldkommenhed.
Hvorfor skulde jeg da vel philosophere anderleedes, i sær da jeg, som en
