Anti=Drømmeren.
Num. 3.
Tirsdagen, den 2den Octob. 1759.
Hrrr B.
J¬
eg kan, min Herre! saa sagte imellem os at sige, svære Dem høyt og
helligt til, at, i hvordan jeg end stiller mit Sophistiske Perspectiv,
er jeg ikke i Stand til at kunde blive den mindste Dyd vaer hos Dem;
og skulde det giøre mig hiertelig ondt, hvis min Herre skulde blive den
Eeneste, som jeg imod min Villie maatte tilstaae Drømmeren, at være en
skadelig og utaalelig Lem i Republiqven.
Men see! jeg drømmer jo? Ved allerførste Øyekast paa Drømmerens
Skrivelse til m. H. finder jeg jo en Krog at henge min Hat paa. Han mel¬
der, at han ikke har den Ære at kiende m. H. uden per Renome.
Sandelig, jeg kalder nu, efter saa mange andre got Folkes Exempel; mine
Ord tilbage, og stiller mit Perspectiv om igien. Jeg maatte vel spørge,
hvormeget man kan forlade sig til en Mands onde eller gode Rygte, naar det
ikke har egen Erfarenhed og Overbeviisning til Grund? Hvor mange ere vel
ikke De, hvis gode Rygte og udraabte herlige Egenskaber alene henger af
andres Laster, eller af det Vidnesbyrd, som Egennytte og Partiskhed legger
andre i Munden om Dem, tvertimod Sandhed og bedre Overbeviisnig?
Og da det ikke er usædvanligt at høre, at det, der roses hos et Menneske af
nogle, bliver derimod af andre lagt ham til Last; Saa fornemmer jeg og, at
kunde med samme Ret drømme tvertimod Drømmeren om Dem, m. H.!
Drømmeren fremstiller sin Dødning eller m. H. geleidet med 2de
Personer, nemlig Løgn og Falskhed. Vel sant, at Følgeskabet er just
ikke saa meget hæderligt som alamodisk, og man kunde snart, i Krast af det
