Anti=Drømmeren.
Num. 5.
Tirsdagen, den 16de Octob. 1759.
Hrrr D. & Compagnie.
G¬
od Dag, J gode Herrer! det er mig ret kiert, at jeg har den Ære
at treffe Jer her samlede, at jeg ikke, som dog var min Syldig¬
hed, skulde uleilige mig med at opvarte enhver af Eder i sær. Men
J seer alle saa suure og misfornøyede ud. Jeg veed Aarsagen dertil; og
jeg maa tilstaae, at J med Føye kan være forbittrede paa Drømmeren.
Vel er han, efter den Leilighed som Venskaber falde i Aar, min gode Ven;
men jeg kan dog ey aldeeles biefalde dette, at han vil antaste saa uskyldige
Lemmer i det borgerlige Selskab, som J ere. Hvad kan vel være uskyldi¬
gere, end at man paa saa lovlig en Maade, nemlig, ved at giøre Ansøg¬
ning om et Embede, søger at erlange sit Leve=Brød? Det er jo ey alene
en uskyldig Drift, indplantet i Naturen, men det paaligger endog ethvert
Menneske, efter Naturens og den aabenbarede Lov, som en Pligt, at han
bør sørge for sig og sine. Hvorledes skal da vel Drømmeren kunde forsva¬
re, at han vil laste det hos Eder, mine Herrer! som J dog ere forbundne
til at giøre? Ney min gode Drømmere, her taber du din Sag; og du
har saaledes herudi røbet din Partiskhed for det almindelige Beste, at man
herefter aldeeles ingen Troe fæster til dine Drømme.
Det er nu, mine Herrer! visselig høy Tid, at vi med samlede Kræf¬
ter seer, at kunde faae det Kietterie, han gaaer frugtsommelig med, qvalt
i Fødselen. Hvad kan vel være meere kiettersk end dette, at han vil binde
os paa Ærmet, at ingen er meere uværdig til Navn af Patriot, end den,
der giør Ansøgning om et Embede, som han ey har Kræfter og Dygtighed
til at kunde forestaae? Og lad være, denne hans Lærdom ikke er nye; saa
er den dog kiettersk, saasom den for mange Tider siden er gaaen af Brug,
