50
faaer udsovet, skal jeg fortælle dig min Drøm. Søvnen var kun kort, men
Drømmen er des længere. Hør nu kuns nøye til. Dersom jeg stammer,
saa lyver jeg.
Mig syntes næst afvigte Nat -- Ney næst afvigte Dag udi Drøm¬
me, at min afdøde Uven havde ført mig op til Maanen, hvor jeg iblant
andre Dødninger -- Ney levende Skabninger, kom i Samtale med en
Markat, hvis Væsen og Tale stod mig perfect vel an. Min afdøde Uven
tog mig afsides og hviskede mig i Øret, at jeg skulde forlade dennes Sel¬
skab; thi han troede, det var en Bierg=Trold, saasom Markatten havde
en Hale bag til og Fødder som en Geedebuk. Markatten merkede, vi talte
om ham: J tage Feyl, sagde han; Jeg er en Satyr. Aarsagen til min
Forvandling saavelsom til min Ankomst til denne mørke Klode er denne: En
vis Dame var død paa Jorden - - ney i Maanen, og GUdinderne gjor¬
de Overleg, om hun skulde indtages i deres Selskab eller ey. Meeninger¬
ne vare stridige. Der vare visse Partier, og disse Udødelige lignede herudi
de Dødelige. Juno, alle Gudinders Gudinde, blev vred over saadan
Stridighed, og spurde, hvor Gudinden Upartiskhed var. Hun var da
ikke at finde iblant Gudinderne, derfor befalede Juno mig at fare herned,
for at erkyndige mig saa uformerkt om de Stæder, hvor Gndinden Upar¬
tiskhed meest opholder sig. Jeg reyste da igiennem det store Stierne=Fælt,
og kom først paa Jorden; men saasom mit Creditive ikke var stiilet til den
Klode, og jeg der forefandt Gesandter fra Maanen, lod jeg mig af disse vey¬
leede hertil. Jeg har da begyndt at anrette min Randsagning i Lignelse
af en Markat, paa det jeg kan være des behageligere.
Min første Randsagning gjorde jeg iblant en Forsamling af denne Klo¬
des Fruentimre; thi jeg tænkte, at Gudinden Upartiskhed elsker vel sit
eget Kiøn og finder sin Rolighed iblant saa fredelig en Slægt. Men forgie¬
ves; thi hendes svage Helbred, svarede de, tillader hende ikke at blotte sit
Hoved og Bryst.
Jeg søgte dernæst efter Gudinden iblant en Forsamling af dem, der
bære Martis Liverie; men en Skildvagt, der ikke tiere seer Dagen end
igiennem Bunden af en Brændeviins Flaske, spurdte, om jeg var gal, og
stødte mig for Brøstet med Bagdeelen af sin Flint. Kort Andienee!
Derefter traf jeg paa en Forsamling af Hof=Folk. Disse begegnede
hinanden med al optænkelig Venlighed, Høflighed og Kierlighed, og de
syntes at leve i Fuldkommenheds Stand, med Øynene henvendte til en Da¬
me, som man kaldte Commune Bonum. Haa, haa! tænkte jeg ved mig
