53
skal være ringere end andre, og kaldes ret og slet Monsieur, eller og, naar
høyt skal være, Hr. Anti=Drømmere. M. H. var altsaa i høyeste Grad
nødsaget til at kiøbe sig en Ære=Titel, at ikke De og Deres Kiereste, for
ey udi Selskaber at være og nævnes ringere, end andre, skulde leve som
Eremiter, afskildte fra al Samqvem og Omgang med Beslægtede og Ube¬
slægtede. Vel mueligt, m. H. ogsaa herudi har havt et forsigtig Øye paa
det Tilkommende, at De paa den Tid kan staae saa meget des hæderligere
udi deres Personalia, og saaledes opfylde det ved Deres Ære=Titel, som
maaskee kunde fattes i Meriter. Men hvad kommer det Drømmeren ved?
Drømmeren har saa meget desmindre Føye til at bebreyde m. H. De¬
res Rangsyge, saasom han selv tilstaaer, at Sygdommen er smitsom, og
kan befænge heele Byer. Og skulde jeg hartad troe, at det har sig saale¬
des; thi da jeg for nogen Tid siden stod og kigede igiennem et Forstørrelses¬
Glas, blev jeg vaer, at Ærgierrigheds Orme svævede i Luften saa tykt som
en Skov. Jeg har og siden erfaret Virkningen af denne Luftens Befæn¬
gelse allevegne, hvor jeg er kommen. Een som neppe kunde copiere, lod sig
kalde Hr. Sekretair; en Portner lod sig kalde Hr. Jnspecteur; og en Sko¬
flikker=Kone faldt i Besvimmelse, fordi jeg ikke kaldte hende Madame. Men
hvad kan vel disse ynkværdige Creaturer giøre derved? Sygdom er hver
Mands Herre, og naar den derhos er smitsom, kan den ligesaa snart befæn¬
ge den ene som den anden Landsbye.
Da nu Skiebnen ikke har været m. H. gunstigere, end at den og vilde
lade den smittende Rangsyge ramme deres Huus, saa er det ligesaa urimelgt
at Drømmeren vil bebreyde m. H. Deres tilkiøbte Værdighed; som at man
vilde bebreyde en Syg, at han anvendte Penge paa lægende Midler, hvor¬
ved hans Sygdoms Smerte kan stilles. Men ved hvilket lægende Middel
skulde vel m. H. kunde have faaet Lindring for deres Rangsyge, end ved den
tilkiøbte Ære=Titel? Vel sandt, at et halv Qvintin Fornuft, sammenmæn¬
get med en Untze Jndsigt i Følgerne af denne brugte Lægedom, kunde maa¬
skee have været m. H. tienligere; men hvor staaer det skrevet, at man al¬
letider skal bruge sin Fornuft? Fornuften maa og undertiden tages fangen
under Troens Lydighed. Som for Exempel: Naar andre sige mig, at
min Herre, formedelst Deres tilkiøbte Ære=Titel, er bleven en meget
hæderlig og agtbar Mand, end De før var, bliver denne Lærdom ingen
Troes= og ingen Fornufts=Artikel, saasom jeg med min stumpede Fornuft
ikke kan begribe den. Ligeleedes og: Naar m. H. troede, at De ikke med
nogen Fornøyelse kunde bievaane Bryllupper, Giestebuder og andre Sam¬
linger, saalænge De skulde være og nævnes ringere, end andre, enten Be¬
slægtede eller Ubeslægtede, kunde vel Deres Fornuft have tilsagt Dem, at
