59
Menneske=Had og Misundelse vil drømme imod vores Fraadserie og Vel¬
lystighed; saa vil vi derimod være Romere; og ligesom Ulve og Traner ha¬
ve et større Svelg og beqvemmeligere Værelser for overflødige Spiser end vi;
saa skal vi og Drømmeren uadspurgt, kappes med hine gamle forædte Ro¬
mere om Fortrinet i Æde=Kunsten.
Men hvor hiertelig maa vi vel ikke lee, m. H.! naar vi høre Drøm¬
meren at anføre vores Fraadserie og vellystige levnet som et beviis paa vores
slette Patriotskab; da just vi Herrer Fraadsere og Epicuræer have dette Pa¬
triotiske Principium: At vi bør leve saaleedes, at andre kan leve ved os.
Hvad Fordeel have vel Medborgerne af dem iblant os, der neppe nænne at
æde sig selv mætte, langt mindre at de skulde give andre et Maaltid Mad
hos dem? Men hvor mange have ikke derimod Aar ud og Aar ind ansee¬
lige Fortienester ved vore idelige og overdaadige Banqvetter og Giestebuder?
Med hvad Grund vil da Drømmeren vel kunde negte, at jo vi Fraadsere og
Epicuræer ere velmeenende Patrioter og gavnlige Borgere?
Fremdeeles, naar vores Stand og Formue tillader os at distingvexe os
ved et overdaadigt, umaadeligt og vellystig levnet, bør det ingenlunde reg¬
nes os til Last, naar Øyemeedet derved er, at vore Penge kan komme ud
iblant Folk. Men om vi end, efter Drømmerens Gisning, ved vores vel¬
lystige levnet svække vdrt Helbred og dræbe os selv; saa giøre vi endog her¬
ved, saa mange af os, som ere i Embeder, adskillige af vore Medborgere
en Tieneste; thi hvis vi ved en ordentlig og tarvelig Diæt søgte at forlænge
vort Liv, maatte andre Brødsøgende gaae des længere uhiulpne; ey at tale
om, at vi Fraadsere og Epicuræer give det meeste Vand paa Lægernes Mølle.
Drømmeren kan altsaa ikke andet sige, end at vi jo baade med Liv og Død
vise os som velmeenende Patrioter.
Endelig har og vores Fraadserie og Vellystighed den Nytte, at naar
vi, som ikke sielden skeer, have ved vores idelige Giestebuder og Tracterin¬
ger forødt vore Midler, have vore Arvinger slet intet at slaaes om. Men
hvor stor en Kierlighed foraarsager vel ikke dette Tilfældes Befrygtelse hos
mange af de døende? Vil Drømmeren kaste os den Skade i Næsen, som
vore Creditorer som oftest tage ved vores ødsle og overdaadige levnet; da
meener jeg, at naar disse holde dette Tab imod den Gevinst, de forhen ha¬
ve havt ved os, de da kan regne sig skadesløse. Og kan jeg ey noksom be¬
rømme det herlige Principium m. H. i denne Henseende haver, nemlig: at
De vil leve vel og giøre Dem selv og Deres Venner til gode, imedens De
lever, om det end skal skee paa andres Pung; og naar De eengang døer,
vil Deres Kone og Børn findes des villigere til at frasige sig al Arve=Part,
