62
nem. Men naar jeg i Dag har den Ære at berette Eder, at i Gaar var det
den sidste Dag af det gamle Aar, og at det i Dag er den første af et Nyt,
kan J selv tage og føle paa, at jeg ikke lyver. Men dette vide J jo, uden
at lade Eder det sige af mig; og altsaa veed jeg slet intet at kunde sige Eder
i Dag; thi min heele Anti=Drømmerske Videnskab for denne Dag bestaaer
i dette vigtige, merkværdige, besynderlige, magtpaaliggende, ja hemmelige
Store: J Gaar var det den sidste Dag af det gamle Aar, og i
Dag er det den første af et Nyt. Ja far vel, mine Læsere! jeg har alt
udtalt.
Hillemæn! hvor vil det ikke fornøye Drømmeren, at den stakkels
Anti=Drømmere maa gaae hiem og læse over paa nye? Et slet Omen paa
den første Dag i Aaret! Dog, du maa vide, min gode Drømmere! at
mine Læsere ere ikke Athenienser. En vis Orator, mine Læsere! holdte engang
paa Torvet i Athenen en Tale, som han meente skulde bevæge diamanter
og penge=haarde Hierter, alt angaaende det almindelige Væsens Nytte.
Men saasom det, efter min Gisning, samme Dag blæste temmelig stærkt,
fløy hans Tale bort med Veyret, og de Selvkloge vendte sig fra ham, for
at see og høre noget Behageligere. Denne Orator indfandt sig atter en anden
Gang. Edle Athenienser! sagde han: "Gudinden Ceres, en Aal og en
"Svale gik engang alle tre ud at vandre, og efter at de havde giennem¬
pløyet adskillige vanskelige Veye og Stier, kom de omsider til en stor
Flod. Aalen svømmede igiennem Vandet, og Svalen fløy igiennem Luf¬
"ten til den anden Side."" Her taugde denne Orator stille: og jeg tier
med. "End Ceres da,, spurdte Athenienserne, "hvordan gik det med
hende?Jo men, mine Læsere, den stakkels Ceres maatte den gang,
ligesom jeg i Dag, vende Næsen tilbage igien, fordi hun hverken kunde
flyve eller svømme. Ja far vel, mine Læsere! Men glemmer for alting ikke,
at det i Gaar var den sidste Dag af det gamle Aar, og at det i
Dag er den første Dag af et Nyt.
Men hvad? om jeg gav mig til at rime, maaskee jeg da kunde sige
Eder noget, som J ikke veed. Jeg vil giøre et Forsøg. Ak! J veldigten¬
de Muser! J mine Rivalers Gudinder og alle Rimeres Bisloppersker!
Ak! staaer mig dog bie! Jeg uværdige Krykke=Poet nedkaster mig her for
eders hellige Sæde Parnassus, med væmodigst Bøn; thi jeg er i stor Be¬
tryk, at J for mit figurerede Ansigtes Skyld vil nu i dette Øyeblik, thi jeg
har ey Stunder at bie, udruste mig med en poetisk Kraft! Jo, jo! mine
Læsere! nu er jeg alt bleven bønhørt, og nu skal J faae noget Uhørt at
høre. Nu kan jeg baade rime og prime i fuld Firespring. Hører nu kuns
nøye til!
