12
rer? Maaskee Riget derved efter hans Mening, kunde blomstre? Maa¬
skee den Fattige da kunde have Leylighed til at erhverve sit Brød? Maasker
Pengene da kunde blive i Landet? Men mine Herrer, hvor mange Jnd¬
vendinger have J vel ikke at kunde giøre herimod? Den raae Materie pluk¬
kes vel paa Steenene? Gode Arbeydere samles vel ved en Udskrivning?
Nytten af de Eeger, der plantes i Aar, kan ventes om hundrede Aar, hvor
ere vi da? Latterlige Drømmere! Skulde vi være saa taabelige, at arbey¬
de for vore Efterkommere? Lad dem giøre ligesom vi.
J have Ret, mine Herrer! hvorfore skulde vi vel ogsaa ville give Ef¬
tertiden Aarsag til at velsigne os? Men hør! jeg veed et overmaade skiønt
og priseligt Middel til at forekomme, at vi ey skal have nødig at bryde os
med Landets Oeconomie, enten for os selv, eller for vore Efterkommere: La¬
der os, mine Herrer! ligesom hine Cimbrer og Gother, bryde ud i Ver¬
den, for at indtage Provincier, eller ligesom vore Forfædre i de seenere Ti¬
der, at plyndre til Lands og Vauds, og vi skulde endda være ret høflige, der¬
som vi, hvor vi kom frem, lode de bare Vegge blive staaende efter os. Men
gaae der end mange ved samme Leylighed deres evige Gang udaf Landet, saa
kommer der dog Penge som Græs ind igien. Hillemænd! hvo veed, om ik¬
ke Anti=Drømmeren da kunde blive en vidtberømt Friebytter, og en ligesaa
skreksom Busemand for alle Pultrous, som han nu er for Drømmeren.
Ak! jeg glæder mig allereede i Haabet, og forventer med en ubeskrivelig
Længsel Eders behagelige Resolution, forblivende &c. &c.
lmprimatur. C. HORREBOW.
